Den danske træner Bo Svensson er blevet testet positiv for coronavirus.

Det meddeler hans klub, FC Lieferings, på sin hjemmeside.

Dermed kommer danskeren ikke til at være med på sidelinjen, når det østrigske mandskab fredag møder Amstetten i den næstbedste række.

»Det er selvfølgelig en underlig situation, at jeg ikke kan være der fredag, men jeg er sikker på, at mit trænerteam med Fabio Ingolitsch og Babak Keyhanfar vil gøre et godt stykke arbejde,« siger Bo Svensson til klubbens hjemmeside.

»Vi må være glade for, at vi skal spille kampe i disse tider, og jeg er sikker på, at drengene er fuld af gåpåmod til kampen.«

Bo Svensson var tidligere blandt de kandidater, der blev nævnt som mulig ny cheftræner i FC København. En stilling, der for nyligt endte med at gå til Jess Thorup, der blev købt fri i belgiske KRC Genk.

41-årige Bo Svensson spillede i sin professionelle karriere for FC København, Borussia Mönchengladbach og Mainz 05, inden han blev en del af trænerteamet i sidstnævnte klub.

I sommeren 2019 skiftede han så til FC Liefering i, hvad der er hans første job som cheftræner.

FC Liefering, der er RB Salzburgs andethold, ligger nummer et i den næstbedste østrigske række.