Man skal kigge langt efter danske trænere med succes i udlandet, men hvis man tager den helt store kikkert frem, lander blikket på en herre med en karriere, som kun går én vej – opad. Kig mod Kina. Fokusér på Shanghai. Her finder du det danske trænertalent på kun 34 år Mads Davidsen, hvis navn måske endnu ikke klinger lige så velkendt som de etablerede trænernavne, men som enhver bankdirektør ville elske at have som kunde.

For mens de fleste trænertalenter i den alder tager små skridt på vejen mod toppen, synes Mads Davidsen at sprinte – også i disciplinen økonomi. Han løber faktisk så hurtigt, at BTs kilder med viden i kinesisk fodbold ikke er i tvivl om, at Mads Davidsen har overhalet langt de fleste danske trænere økonomisk set. Det betaler sig nemlig at være topchef i en stor kinesisk klub og have ansvaret for at træne verdensstjerner som brasilianske landsholdsspiller Hulk.

»Jeg ønsker egentlig ikke at tale om penge, for det er ikke vigtigt for mig, og det er helt ærligt. Penge er rare at have og giver mig frihed, men det er ikke derfor, jeg er i fodboldverdenen. Og selvfølgelig er jeg i et marked, der har større økonomiske muskler end andre steder i verden pt. Men helt ærligt vil jeg gerne gentage, at pengene ikke betyder det store for mig,« siger Mads Davidsen.

Og der kan da helt sikkert være noget om det, da BT møder den travle fodboldromantiker på et af hans sjældne besøg i den danske hovedstad.

Danskeren møder nemlig op til interviewet i det samme slags tøj, som du ville møde din lokale Joe & The Juice-ansatte i.

Bukserne er flere år gamle, trøjen det samme, og skoene har en masse farver, der ikke helt matcher resten. Ikke ligefrem et dyrt outfit, men ikke desto mindre et bevidst valg. Det er således ikke tøjet, som har givet Mads Davidsen ild i øjnene. Det gør til gengæld fodbold. I Mads Davidsens tilfælde har legen med bolden tændt så stort et flammehav, at han i snit arbejder omkring 70-80 timer om ugen.

Og det har han gjort i flere år, siden han i begyndelsen af sine 20’ere opgav den daværende Danmarksserie-karriere på grund af skader og i stedet begav sig ud i opgaven med at træne andre.

Trænervejen har bragt ham forbi B93 og Brøndbys U19-hold samt en tjans som analytiker for de blågules Superliga-hold, og i de seneste fem år har han gjort kometkarriere i Kina, hvor han først tog jobbet som akademichef i Ebbe Sand Football Academy og senere, blandt andre roller, blev assistent for den tidligere engelske landstræner Sven-Göran Eriksson i Shanghai SIPG FC.

Portræt af Mads Davidsen. der bliver teknisk direktør i den store kinesiske klub SIPG. Fotograferet til BT Sporten.
Portræt af Mads Davidsen. der bliver teknisk direktør i den store kinesiske klub SIPG. Fotograferet til BT Sporten. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Masser af penge

Svenskeren er nu væk og erstattet af den tidligere Tottenham- og Chelsea-manager André Villas-Boas, og med ansættelsen af portugiseren og hans portefølje af egne assistenter blev det tid for danskeren til at finde en anden funktion. Det blev forfremmelsen til teknisk direktør i stinkende rige Shanghai SIPG FC, der for få måneder siden slog asiatisk rekord, da man købte Hulk for over 400 millioner kroner og i øjeblikket rygtes til at ville betale omkring en halv milliard kroner for Chelseas Oscar.

»Jeg får en rolle som sportsdirektør uden det økonomiske ansvar. Jeg følte, at jeg efter tre og et halvt år under Sven-Göran skulle videre i min karriere. Og da Villas-Boas kom ind, talte jeg med ham, og han er en meget åben fyr, som sagde, at han gerne ville bruge mig, men samtidig også ville bringe sin egen stab, og jeg frygtede lidt, at det ville gå lidt ud over min indflydelse,« siger han og fortsætter:

»Jeg gider ikke være den type træner, som står og bare får min løn, så jeg snakkede med klubben og blev tilbudt stillingen som teknisk direktør, som jeg også tidligere er blevet tilbudt, og det lød interessant for mig. Jeg kommer til at få en stor sportslig stemme, og jeg er helt sikker på, at det bliver gavnligt for min fremtidige trænerkarriere.«

Cheftræner-ambtionen er nemlig på ingen måde lagt på hylden med den nye stilling, og at Mads Davidsen fortsat er i Shanghai SIPG FC er mere et tilvalg end et fravalg.

Ifølge BTs oplysninger har en større fodboldklub i England haft snøren ude efter ham som cheftræner, og også en dansk Superliga-klub har henvendt sig. Uden at ville være konkret på klubber fortæller Mads Davidsen, at mulighederne for at tage det sidste skridt op som cheftræner har været der.

»Jeg kunne godt være blevet cheftræner nu. Jeg fik en overraskende stor mulighed i et relativt stort land. Jeg blev meget smigret og tænkte da også, om det her var min chance, men da jeg ligesom fik tænkt det hele igennem og lagt følelserne lidt til side, kom jeg til den beslutning, at timingen var forkert,« siger han og tilføjer:

»Jeg havde også muligheden for at komme til Danmark sidste år i en rolle som førsteholds-træner. Det var ikke et spørgsmål om penge. Hvis jeg havde syntes, det var det fedeste, havde jeg taget det. Jeg vælger ud fra projektet, men jeg synes, jeg lærer mere af at være ude end hjemme, så på sin vis, og det er ikke for at lyde arrogant, ryger jeg ikke tilbage til Danmark, hvis jeg selv kan vælge, hvor jeg skal være cheftræner,« lyder det fra Mads Davidsen, som forklarer, hvorfor det ikke lige passede, at han skulle opfylde cheftrænerambitionen nu:

»Netop fordi jeg har været i møllen i tre og et halvt år. Jeg har bare kørt på hver dag, og det har virket. Spillerne har udviklet sig til næste niveau, vi vandt ligaen med U23, vi har haft gode resultater med førsteholdet, og de spillere, jeg har fundet som ansvarlig for rekrutteringen i Guangzhou R&F og Shanghai SIPG, har mere eller mindre ramt paletten. Nu skal jeg lige suge luft ind og have noget perspektiv på og lære noget af André, som har været på allerøverste niveau, og det ville være dumt af mig at give den mulighed væk. Derefter vil jeg være endnu bedre rustet til at blive cheftræner.«

»Jeg er kun 34 år stadigvæk, og man skal også tænke sig om og finde det helt rigtige projekt. Der er masser af tid,« slutter Mads Davidsen.