Det danske fodboldlandshold slap for flere stærke modstandere og fik en god lodtrækning frem mod VM i 2022.

Det danske fodboldlandshold skal møde Østrig, Skotland, Israel, Færøerne og Moldova i kvalifikationen frem mod VM-slutrunden i Qatar i 2022.

Dermed havnede Danmark i en på papiret overkommelig gruppe og bør have gode muligheder for at komme med til VM.

Danmark kom i gruppe F, som var en af de grupper, der talte seks nationer.

Det står klart efter lodtrækningen mandag aften, der foregik i schweiziske Zürich.

I optakten til lodtrækningen var der besøg i studiet af de tidligere fodboldspillere Daniele De Rossi og Rafael van der Vaart.

De brugte et par minutter på at hylde afdøde Diego Maradona og se tilbage på VM i 2018. Dengang endte Frankrig med at blive verdensmester.

Derefter handlede det om lodtrækningen til den europæiske del af VM-kvalifikationen frem mod VM om to år.

De Rossi trak Danmark op af bowlen blandt de topseedede nationer, og danskerne kunne dermed ikke trække en række af kontinentets fodboldstormagter.

Der blev formet ti grupper, og de ti gruppevindere kvalificerer sig direkte til VM.

De ti toere samt to gruppevindere fra Nations League skal ud i en playoff-turnering, hvor der er tre VM-billetter på spil.

Fem grupper talte fem hold, mens de resterende fem grupper - heriblandt Danmarks - indeholdt seks hold.

Slutspilsdeltagerne i Nations League, Frankrig, Belgien, Italien og Spanien, blev placeret i grupper med fem hold.

Kvalifikationsgrupperne bliver afviklet i kalenderåret 2021. De første kampe spilles i marts.

/ritzau/

Genlæs lodtrækningen i LIVE-bloggen her: