Det gør vi. Det gør vi. Det gør vi.
De danske U21-drenge nærmest spytter det ud med rester af crostini og San Pellegrino i mundvigen. Spørger du dem, hvem der vinder det EM, som starter søndag, lyder svaret altså helt klart.
Og det er Danmark.
»Hvis ikke vi tror på det i år, kan vi lige så godt lade være med at tro på det nogen år. Nu er det tredje gang i træk, at vi kvalificerer os til en slutrunde. Og i 2015, hvor Danmark endte i en semifinale, kunne vi også have fået meget mere ud af det,« siger Mikkel Duelund og fortsætter:

»Jeg synes, vi står i samme situation som dengang. Nu har vi måske lært af vores fejl, men det kræver selvfølgelig et godt resultat mod Tyskland. Leverer vi det, kan jeg love dig for, at der kommer EM-stemning.«
Mathias Jensen, Marcus Ingvartsen, Victor Nelsson og Robert Skov er helt på linje.
Og sidstnævnte vil også gerne forklare, hvorfor han og de andre ikke peger på italienerne med omkring 40 A-landskampe fordelt på holdet. Eller Spanien, Tyskland og England.
»Det ville være totalt tamt at sidde her og sige, at ‘jeg tror sgu, at det er tre kampe og i bad’. Det ville være uambitiøst, og så kunne man lige så godt være blevet hjemme. Vi skal tro på det,« siger Robert Skov.

Danmark kvalificerede sig til EM ved at vinde kvalifikationsgruppen foran Polen, som siden spillede sig med. Men med testnederlag til Spanien på 4-1 og England på 5-1 vil der dog også være skeptikere, der mener, at Danmark ikke kan mod de bedste.
»Jeg synes, at vi gennemgik en fin udvikling fra de kampe i november, hvor vi tabte stort til England og Spanien, til de kampe vi spillede i marts,« siger landstræner Niels Frederiksen og udpensler, hvad der skal gøres bedre.
»De kampe, vi spillede i november, viste os, at vi skal være dygtigere til at forsvare vores eget mål, hvis vi skal slå de bedste. Det kan ikke nytte noget at lukke tre og fire mål ind, når vi møder de gode hold, for så mange mål scorer vi ikke selv.«
Men så kan Danmark altså også være med hele vejen, mener danskerne selv. U21-EM starter lørdag.