Danmark skal spille EM i 2020!

Det står klart efter 1-1 kampen mod Irland, som kvalificerer de rød-hvide til EM til sommer.

Her skal minimum to af kampene spilles på hjemmebane, men hvordan ser det ellers ud i forhold til Danmarks potentielle modstandere?

Da Danmark er værtsland til slutrunden står det allerede klart, hvilken gruppe holdet vil ligge i. Der er tale om gruppe B.

Pierre-Emile Højbjerg jubler. Danmark skal spille EM på hjemmebane.
Pierre-Emile Højbjerg jubler. Danmark skal spille EM på hjemmebane. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Efter det uafgjorte resultat i Irland endte Danmark som nummer to i sin kvalifikationsgruppe efter Schweiz. Danmark ender i tredje lag ved lodtrækningen til EM.

Umiddelbart ser det ud til, at Danmarks modstander fra første lag bliver Belgien. Landet, der blandt andet tæller stjerner som Eden Hazard, Kevin de Bruyne og Romelu Lukaku krydser Danmarks vej, hvis Tyskland slår Nordirland tirsdag i en kamp, hvor tyskerne vil være storfavoritter.

Hvis Tyskland mod al forventning ikke vinder mod Nordirland og Holland samtidig vinder med max. to mål mod Estland, kan Danmarks modstander fra første lag blive Frankrig.

Fra andet lag skal Danmark møde Rusland. Den kamp kan vise sig at blive afgørende, og den skal spilles enten i Parken eller i Sankt Petersborg, hvilket afgøres ved en lodtrækning, som bliver uhyre spændende at følge.

Fra fjerde lag kan Danmark møde slutrundedebutanterne fra Finland, som blev nummer to i deres gruppe med 18 point efter suveræne Italien.

Modstanderen kan også hedde Wales eller Slovakiet alt afhængig af, hvilket af de to lande, som kvalificerer sig direkte gennem EM-kvalifikationen. Det bliver vi klogere på tirsdag.

Hvis Danmark går videre fra gruppespillet, skal ottendedelsfinalen spilles i enten Bilbao, Amsterdam, Bucarest eller Glasgow.

En eventuel kvartfinale skal spilles i Sankt Petersborg, Munchen, Rom eller Baku, mens semifinaler- og finale skal spilles på Wembley i England.