Danmarks fodboldlandshold møder de tyske fodboldstjerner på udebane i forberedelserne til EM.
Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.
Det lå allerede fast, at Danmark skal møde Bosnien-Hercegovina 6. juni i generalprøven før EM-slutrunden.
Med kampen mod Tyskland 2. juni er der nu styr på de danske testmodstandere, før det går løs med de tre danske gruppekampe i Parken i København.
Det vides endnu ikke, hvor kampen mod tyskerne skal spilles. Danmark mødte senest Tyskland i en testkamp i sommeren 2017. Det opgør endte 1-1.
- Vi drømmer alle om store resultater til EM til sommer, og for at skabe det skal vi kunne spille lige op med de største hold i Europa, siger landstræner Kasper Hjulmand til DBU's hjemmeside.
- Derfor er vi glade for at få en testkamp mod et af verdens bedste landshold. Vi glæder os til at prøve kræfter med et stærkt tysk mandskab, der har mange dygtige spillere, og som over mange år har vist stor kvalitet.
- Det bliver en rigtig god test for vores spillere og hold, siger han.
Før danskerne når så langt, skal de onsdag møde Østrig på udebane i kvalifikationen til næste års VM i Qatar.
Danmark har indledt kvalifikationen med sikre sejre over Moldova og Israel. Også Tyskland har åbnet med to sejre.
Det danske landshold spiller sin første EM-kamp mod Finland 13. juni. Herefter venter opgør mod Belgien og Rusland.
København er en af 12 europæiske byer, som efter planen skal være vært for EM-slutrunden.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har dog bedt samtlige værtsnationer om at give en garanti for, at der kan komme tilskuere til kampene.
Kan det ikke garanteres, kan Uefa vælge at stryge den pågældende by fra værtslisten.
/ritzau/
