Der venter de danske fodboldkvinder en stor mundfuld, når de lørdag skal spille kvartfinale ved europamesterskaberne i Holland.

Efter tirsdagens kampe i gruppe B står det nemlig klart, at Danmark møder de forsvarende europamestre fra Tyskland i kvartfinalen.

Tyskerne har vundet hver EM-slutrunde siden 1995, hvilket vil sige seks EM-titler på stribe. I alt har Tyskland vundet EM otte gange.

Med en 2-0-sejr over Rusland tirsdag aften sikrede Tyskland sig førstepladsen i gruppe B. Sejren blev sikret på to straffesparkscoringer.

Sverige bliver nummer to i gruppe B og møder i kvartfinalen Holland, der tog førstepladsen i Danmarks gruppe A.

Danmark sikrede sig mandag kvartfinalepladsen med en sejr over Norge i den sidste gruppekamp og blev samtidig hjulpet på vej af Holland, der sendte Belgien ud af turneringen med en 2-1-sejr i den sidste gruppekamp.

Dermed blev Danmark nummer to i gruppe A.

Umiddelbart efter Danmarks sejr over Norge sagde kampens matchvinder, Katrine Veje, at hun helst ville undgå Tyskland i kvartfinalen.

»Tyskland er ikke et hold, man har lyst til at møde. Sverige kunne være lækkert,« lød det fra Katrine Veje, der altså ikke fik sit ønske opfyldt.

Onsdag og torsdag skal de sidste fire kvartfinalister findes, inden kvartfinalerne spilles lørdag og søndag.

/ritzau/