Landsholdskvinderne sejrede med 4-0 i VM-kvalifikationskampen ude mod Kroatien efter en skarp indsats i ly af den store konflikt med DBU.

Danmark måtte melde afbud til den forrige kamp mod Sverige på grund af forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningen. Men mod kroaterne på udebane blev det til en 4-0-sejr efter blandt andet to flotte scoringer fra anfører Pernille Harder.

»Det var lidt rodet. En speciel kamp, men det var en fortjent sejr med nogle fine mål,« siger Harder til DR Sporten.

Foto: DENIS LOVROVIC
Vis mere

Der var kun spillet syv minutter af kampen, da Harder fpr alvor viste prøver på sin verdensklasse, da hun tog en lille dribletur ind i banen fra venstrekanten og smadrede bolden i mål via overliggeren til 1-0.

20 minutter senere afsluttede hun et godt gennemspillet dansk angreb til 2-0. I anden halvlegs døende minutter lukkede og slukkede Nanna Christiansen og Signe Bruun for kroaterne med målene til 3-0 og 4-0 på det stort set gabende tomme stadion i byen Zapresic.

Foto: DENIS LOVROVIC
Vis mere

»Det har været hårdt mentalt at holde fokus på fodbolden. Så det er flot, vi står her og har vundet 4-0. Det vigtigste for os er at komme ud og spille fodbold i stedet for at holde møder,« siger Sanne Troelsgaard med henvisning til konflikten mellem Spillerforeningen og DBU, som har raset i flere uger, og som kan koste Danmarks deltagelse ved VM.

Det afgøres af UEFA på et møde den 16. november. Her risikerer Danmark at blive smidt helt ud af VM-kvalifikationen, men det kan også ende med et skrivebordsnederlag på 0-3 til Sverige, som forventes at være Danmarks hårdeste konkurrent til førstepladsen i kvalgruppen.

Førstepladsen sikrer direkte adgang til VM i 2019, mens toeren kun har en lillle chance for at komme med til slutrunden.

Men indtil da kan de danske EM-sølvvindere trøste sig med, at de med sejren i Kroatien lever i forhåbningen om at kvalificere sig til VM i 2019.

Genoplev kampen i LIVE-bloggen her: