Der var ellers store forventninger til, at man kunne hive EM-slutrunden hjem til Danmark.

Desværre er det Schweiz, som i 2025 skal være vært for EM i kvindefodbold. Danmark havde ellers budt sig til i et fælles nordisk bud.

Værtskabet blev afgjort ved en afstemning i Det Europæiske Fodboldforbunds (UEFA) eksekutivkomité tirsdag.

Schweiz vandt foran Frankrig, Polen og altså et fælles nordisk bud med Danmark, Finland, Sverige og Norge.

Der skulle tre valgrunder til i eksekutivkomitéen, før Schweiz endte som vinder af værtskabet.

Formand i Dansk Boldspil-Union (DBU) Jesper Møller fortalte i oktober 2021, at Danmark sammen med de andre nordiske lande gik efter at få EM-værtskabet. I oktober sidste år blev buddet så officielt indleveret.

Tidligere havde DBU undersøgt mulighederne for at afholde mesterskabet alene. Men øget fokus på kvindefodbolden og de høje krav til EM-stadionerne gjorde en sådan plan urealistisk.

Havde det nordiske bud fået EM-værtskabet, skulle der spilles otte kampe i alt i København og Odense, heriblandt åbningskampen.

Kampene ved EM i Schweiz skal spilles i byerne Bern, Basel, Genève, Zürich, St. Gallen, Luzern, Sion og Thun.

Det seneste EM i kvindefodbold blev afholdt sidste sommer i England, der også endte som europamester efter en finalesejr over Tyskland.

Danmark røg ud efter det indledende gruppespil.