Både Finland og Danmark vil færdiggøre EM-kampen lørdag aften. Derfor genoptages den 20.30.

EM-kampen mellem Danmark og Finland genoptages klokken 20.30.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

Opgøret blev afbrudt, da Christian Eriksen kollapsede på banen og modtog førstehjælp.

- Christian Eriksen er vågen, og hans tilstand er fortsat stabil. Han forbliver indlagt på Rigshospitalet til yderligere undersøgelser.

- Kampen mod Finland spilles færdig i aften. Dette sker, efter at spillerne har fået bekræftet, at Christian er okay. Kampen genoptages klokken 20.30, skriver forbundet.

Eriksen blev hurtigt omkranset af holdkammerater og læger, og han modtog hjertebehandling, mens han lå på græsset i Parken.

Siden blev han kørt på Rigshospitalet, der ligger tæt på Parken, hvor kampen spilles.

Kampen mellem Danmark og Finland er holdenes første ved sommerens EM-slutrunde. Det er samtidig den første EM-kamp på dansk grund nogensinde.

Den blev fløjtet i gang klokken 18, men blev sat på pause i mere end en time, før der kom en endelig udmelding fra Uefa.

Over højttaleren i Parken blev det meddelt, at de sidste fem minutter af første halvleg skal spilles. Herefter venter en kort pause, før anden halvleg sættes i gang.

Danmark gik ind til kampen som stor favorit og havde overtaget i opgøret, før de uhyggelige scener udspillede sig i Parken.

Stillingen er 0-0, når kampen genoptages.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) meddelte efter episoden med Eriksen, at der blev holdt et krisemøde mellem holdene.

Da de danske spillere forlod banen, var de da også tydeligt påvirket af oplevelsen.

Mens de sad i omklædningsrummet, og beslutningen om kampen blev truffet, blev 29-årige Eriksen tiljublet af både danske og finske fans, der skiftevis råbte fynboens navn.

29-årige Eriksen fik debut for landsholdet i 2010. Han var i gang med sin landskamp nummer 107, da han kollapsede.

/ritzau/