Genoplev kampen i LIVE-bloggen i bunden af artiklen.

Eksamenen i den rød-hvide trøjer er overstået. Danmark spillede i den sidste testkamp inden VM-udtagelsen 8. maj x-x mod Chile i Aalborg.

Og hvad de frysende tilskuere på det udsolgte Aalborg Portland Park ikke fik i mål, fik landstræner Åge Hareide i svar. Alternativerne til hans sikre startoptilling leverede alle overbevisende, og det var lige det, nordmanden havde lagt op til, at han før kampen ville se.

De fire nye spillere i startopstillingen i forhold til torsdagens Panama-kamp Jonas Knudsen, Nicolai Boilesen, Lasse Schöne og Andreas Cornelius dumpede i hvert fald på ingen måde. Især Jonas Knudsen og Lasse Schöne spillede sig tættere på Rusland med præstationer blandt de bedste på banen.

Og de var ikke mod hvem som helst. Chile, der ikke skal med til VM, kom til den nordlige del af Danmark med en frisk 2-1-sejr over Sverige, og til forskel fra det danske landshold stillede deres landstræner Reinaldo Rueda i vel nok den stærkeste opstilling med de absolutte stjerner Alexis Sanchez og Arturo Vidal på banen.

Chiles motto er 'med ret eller magt', og det forsøgte de på alle måder at efterleve mod Danmark, og især i begyndelsen af opgøret så det ud til, at Åge Hareides drenge ikke ville få ret meget positivt med fra møde med de to veloplagte verdensstjerner Sanchez og Vidal.

Flere gange gjorde det to de surt for Danmark, og i første halvleg kom de yderst tæt på at bringe sig foran med en form for gadefodbold, hvor Alexis Sanchez trods sin lavere statur i forhold til de danske forsvarsspillere vandt en høj bold og lobbede den over danskerne, så Vidal kunne heade tæt forbi stolpen.

Men Danmark kom bedre med, og især Andreas Cornelius stod som den helt store synder med flere store afbrændere. En med hver fod og en gang med hovedet.

Første gang var, da en velspillende Christian Eriksen fik spillet ham helt fri, men den kolde højreskøjte fyrede bolden langt over mål. Efter godt en halv time fik angriberen endnu en stor mulighed for at komme på tavlen, da Nicklas Bendtner spillede Christian Eriksen fri til skud, og Tottenham-spillerens afslutning kun blev halvklaret. Den retur fik Cornelius ikke i nettet trods en kort afstand til målet.

I anden halvleg så det ud til endelig at lykkes for Andreas Cornelius, der ud over de brændte chancer gjorde en fin figur og var meget med i spillet. På en af Christian Eriksens sidste aktioner, inden fynboen blev skiftet ud midt i anden halvleg, spillede Danmarks strateg en flot og lang pasning til indskiftede Martin Braithwaite, og på en firsttimer a la Vidal og Sanchez fandt han Cornelius på bagerste stolpe, men det ellers så træfsikre hovedstød fra angriberen gik forbi stolpen.

Lasse Schöne ville også det med at komme tæt på en scoring, og da Christian Eriken var skiftet ud, fik han lov at tage et frispark, og det var slet ikke en dum idé. Ajax-spilleren krøllede en af sine velkendte frispark over muren, men ramte stolpen.

I sidste minut af kampen fik Danmark og ligeledes indskiftede Viktor Fischer en sidste mulighed for at score, men den afslutning tog keeper Johnny Herrera sig af.

Bolden ville ikke bare ind i denne kamp, men for dem, der gik ind af eksamensdøren med en stor portion nervøsitet, blev det alligevel en godt aften. Åge Hareide har uden tvivl tildelt sine alternativer karakteren bestået og mere til. Ikke mindst Jonas Knudsen og Lasse Schöne må forlade Aalborg med et stort smil.

Nu har danskerne kun klubkampe til at snige sig ind i VM-truppen. Spørgsmålet er så bare, om Åge Hareide allerede har truffet sine 23 valg.

Genoplev kampen i LIVE-bloggen herunder: