»Mareridtet er selvfølgelig, at Danmark slet ikke er blandt VM-nationerne. Hvilket jo desværre er et ret så muligt scenario efter den elendige præstation i november.«

Sådan lyder det fra B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge forud for den neglebidende VM-lodtrækning, der finder sted fredag aften dansk tid.

Spændingen forløses i Washington DC, hvor holdene bliver trukket ud af bowlen under et storslået arrangement, der efter sigende får besøg af den amerikanske præsident Donald Trump.

Og selvom Danmark er kommet i fedtefadet efter en pinlig afslutning på VM-kvalifikationen, der tvinger Brian Riemers tropper ud i to afgørende playoffkampe til foråret, har B.T. leget med et drømme- og et mareridtsscenario for Danmark.

For det er fredag, at de danske roligans får klar besked: Hvad man skal vente eller frygte, hvis vi spiller os til VM slutrunden i USA, Canada og Mexico til sommer?

»Jeg ønsker virkelig ikke, at landsholdet render ind i topseedede europæiske landshold. Vi orker det faktisk ikke,« siger Lasse Vøge.

B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge.
B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge. Foto: Bax Lindhardt

 »Jeg føler, at vi har mødt Frankrig ved alle slutrunder efterhånden. Og Spanien, England og Tyskland kilder heller ikke rigtigt.«

»VM er muligheden for at få de store fodboldoplevelser og møde nationer, som vi ellers aldrig krydser klinger med. Min våde drøm er Argentina og Lionel Messi. Jeg tager også gerne Brasilien eller Colombia. Sydkorea og Japan står også på min ønskeliste. Egypten kunne også være spændende.«

B.T.s sportsredaktør griner og græder ved udsigten til et helt særligt opgør, der kan blive episk. 

Men også pinligt for Danmark.

Danmark nåede ikke videre fra det indledende gruppespil ved VM i Qatar.
Danmark nåede ikke videre fra det indledende gruppespil ved VM i Qatar. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Og så er der selvfølgelig … Norge! Selvom tanken om et sådan møde løber mig koldt ned ad ryggen, så kunne det fandeme også være vildt med et 'Battle of Scandinavia' midt i USA. Puha,« siger han om nordmændene, der har knust al modstand på deres vej til VM, og ser frygteligt skræmmende ud.

Danmark har et rigtig skidt udgangspunkt for lodtrækningen, fordi kikseren i kvalifikationen betyder, at vi er havnet i det fjerde og sløjeste seedningslag.

Her får du B.T.s bud på drømmen og mareridtet for Danmark – ud fra et sportsligt perspektiv.

Drømmen:
Canada
Iran
Sydafrika
Danmark

Det regulære mareridt:
Spanien
Colombia
Norge
Danmark

Lag 1: Spanien, Argentina, Frankrig, England, USA, Mexico, Canada, Brasilien, Portugal, Holland, Belgien, Tyskland.

Lag 2: Kroatien, Schweiz, Østrig, Colombia, Uruguay, Ecuador, Marokko, Senegal, Sydkorea, Australien, Iran, Japan.

Lag 3: Norge, Skotland, Paraguay, Sydafrika, Tunesien, Egypten, Algeriet, Elfenbenskysten, Usbekistan, Qatar, Saudi-Arabien, Panama.

Lag 4: New Zealand, Kap Verde, Ghana, Jordan, Haiti, Curacao, fire europæiske playoffvindere (Måske Danmark), to vindere af kontinental-playoff.

Danmark kan højest trække en anden europæisk modstander i gruppen. For alle andre kontinentale forbund gælder den regel, at der kun kan være et land i hver gruppe.

VM i USA, Canada og Mexico starter i 11. juni og slutter først 19. juli.

Følg lodtrækningen LIVE på B.T. fredag klokken 18.

B.T. Fodbold

Panelet dykker dybt ned i Danmarks fatale 2-4-nederlag til Skotland. Mange spørgsmål bliver stillet: Hvordan kunne det ske? Hvad er Riemers ansvar? Er det tid til et generationsskifte? Hvad siger Eriksen til at sidde på bænken i 90 minutter? Hvordan kommer vi til VM?  Vært: Lasse Vøge Medvært: Frederik Gernigon  Producer: Tristan Wielemann Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen