Han er nok mest af alt kendt for sin tid som landsholdsprofil og nu for sin rolle som assistent til den danske landstræner, Brian Riemer.
Men ved siden af sin karriere som spirende trænertalent er Daniel Agger også ejer af halvdelen af tatoveringsplatformen Tatoodo.com, som virker til at være knap så spirende.
I hvert fald er der ifølge Se og Hør røde tal på bundlinjen – og ikke bare småbeløber med negativt fortegn.
For ifølge mediet leverede selskabet i sit seneste regnskab, som dækker over perioden mellem 1. juli 2024 og 30. juni 2025, et underskud på over syv millioner kroner.
Det store tab i tatoveringsselskabet spreder sig til Aggers øvrige net af selskaber.
Tattoodo er nemlig ejet af Aggers selskab Maruda ApS, som hører under moderselskabet Masada ApS.
Sidstnævnte afslutter 2024/25-regnskabsåret med et underskud på lidt over syv millioner kroner. Ved udgangen af året lå egenkapitalen på cirka minus 5,2 millioner kroner.
Det er tredje år i streg, at Maseda-selskabet leverer et millionunderskud.
Ifølge Se og Hør skriver selskabet dog i deres beretning, at man har solgt unoterede aktier, som har kastet af værdi på 26,6 millioner af sig.
Siden december sidste år har den tidligere danske landsholdsanfører Simon Kjær også været en del af ejerkredsen i Tattoodo – han ejer mindst ti procent af selskabet.

