Den tidligere landsholdsanfører og Liverpool-spiller Daniel Agger er i øjeblikket en del af en retssag, hvor han kan ende med at betale et større millionbeløb for forurening i grunden ved hans tidligere villa.

»Det er en utrolig ærgerlig sag, hvor ingen har været i ond tro. Det er et spørgsmål om, hvor aben skal ende. Det er urimeligt, at den ender hos køberne af ejendommen,« fortæller advokat Mads Trustrup, der repræsenterer Carsten Flyger Jørgensen og Yue Lin, som købte villaen af Daniel Agger i 2014, til Ekstra Bladet.

Der er tale om grunden på Hvidovre Strandvej 59 i Hvidovre, som Daniel Agger selv købte i 2009.

Grunden er ifølge Ekstra Bladet forurenet med tungmetaller og tjærestoffer, men forureningen stammer helt tilbage fra før 1945.

Villaen på Hvidovre Strandvej 59.
Villaen på Hvidovre Strandvej 59. Foto: Christian Liliendahl
Vis mere

De to seneste købere kan vente på, at staten finansierer en oprensning af forureningen, men grundet en venteliste på 14 år ønsker de at tage et lån og få renset grunden nu, hvor de så vil forsøge at få en tidligere ejer af grunden til at betale for renterne.

Derfor har de i retten krævet 2.131.000 kroner af Daniel Agger, som svarer til renterne af lånet, da de, som nævnt længere oppe, ikke finder det retfærdigt, at de skal betale.

Daniel Agger har tilsvarende erstatningskrav af Flemming Hansen, der solgte Agger huset i 2009. Flemming Hansen har gjort det samme mod Finn Jørn Hansen, som han købte huset af i 2002.

Alle tidligere ejere af Hvidovre Strandvej 59 er døde. Der forventes dom i sagen 11. oktober.