Danmarks tidligere landsholdsanfører mener, at Real Madrids CL-vindere ikke er så stærke som tidligere.

Kijev. Liverpool har en lige så stor chance som Real Madrid for at vinde Champions League-finalen i fodbold, der spilles lørdag aften i Kijev.

Det mener den tidligere Liverpool-forsvarer Daniel Agger, der spillede for klubben fra 2006 til 2014.

- Det her er en 50-50-finale. Liverpool i 2018-udgaven er lige så stærk som Real Madrid, ikke mindst fordi det bliver afgjort i én kamp.

- Det handler om, hvem der er stærkest på dagen. Jeg synes, Real var bedre for et par år siden. Derfor har Liverpool en rigtig god chance for at vinde den finale, siger Daniel Agger til Ekstra Bladet.

Landsholdets tidligere anfører er den seneste dansker, der har spillet en Champions League-finale.

I 2007 var Daniel Agger som Liverpool-spiller med til at tabe 1-2 til AC Milan i finalen.

Liverpool vandt senest Champions League i 2005, lidt over et halvt år før danskeren kom til klubben.

Daniel Agger jagter Kaka i Champions League-finalen mellem Liverpool og Milan i 2007.
Daniel Agger jagter Kaka i Champions League-finalen mellem Liverpool og Milan i 2007. Foto: FRANCK FIFE/AFP
Vis mere

Real Madrid har været meget dominerende i Champions League i de seneste år, og klubben vandt finalen både i 2014, 2016 og 2017.

Daniel Aggers optimisme på Liverpools vegne bunder ikke mindst i klubbens fronttrio med Mohamed Salah, Sadio Mané og Roberto Firmino.

Især Mohamed Salah har været helt ustyrlig med foreløbig 44 mål for Liverpool på tværs af alle turneringer i sæsonen.

Daniel Agger har også bemærket, at Liverpools dyreste indkøb i vinterens transfervindue, den hollandske midterforsvarer Virgil van Dijk, har gjort det godt.

- Virgil van Dijk har betydet utrolig meget for Liverpool.

- Han har i den grad stabiliseret defensiven, og holdet virker slet ikke så skrøbeligt længere, siger danskeren.

Finalen mellem Real Madrid og Liverpool begynder klokken 20.45.

Daniel Agger er imponeret af Mohamed Salah, der har scoret mange mål for Liverpool i denne sæson.
Daniel Agger er imponeret af Mohamed Salah, der har scoret mange mål for Liverpool i denne sæson. Foto: Andrew Boyers/Reuters
Vis mere

/ritzau/