Dan Rachlin afslører sit ultimative ønske: 'Jeg er led og ked af det'
Mediepersonlighed reagerer på et muligt salg af FC København.

Mediepersonlighed reagerer på et muligt salg af FC København.

Der sker ting og sager i FC København.
Tirsdag blev der nemlig udsendt en pressemeddelelse fra selskabet bag FC København, PARKEN Sport & Entertainment A/S, der vil undersøge muligheden for et salg af klubben.
Og den melding glæder DJ og tidligere radiovært Dan Rachlin, som er stor fan af hovedstadsklubben.
»Jeg har det rigtig godt med det. Jeg er led og ked af det eksisterende ejerskab. Erik Skjerbæk, som er hovedaktionær, har jo nærmest gjort en dyd ud af at være ligeglad med fodbold og følelser. Følelser og hjerteblod er jo, i modsætning til i andre virksomheder, en meget integreret del af det her,« fortæller den danske DJ til B.T.
Udover hovedaktionæren Erik Skjærbæk er Dan Rachlin heller ikke synderligt imponeret over en anden storaktionær i klubben – nemlig den danske rigmand Lars Seier.
»Jeg husker udmærket, da han sad og havde købt sig ind for et stort millionbeløb og fortalte om sine store ambitioner. Vi ved jo, at han er en sportsmand og godt kan lide fodbold, men hans håb om, at vi skulle være Skandinaviens Porto, er jo i hvert fald ikke blevet til noget som helst på nuværende tidspunkt,« vurderer Dan Rachlin.
Når snakken falder på mulige nye ejere, har pladevenderen en klar holdning.
»Det ultimative ønske for mig ville være danske rigmænd. Et dansk ejerskab af den type, som både har noget kapital, og som kan noget, men som enten helst er fans af klubben eller fans af fodbold i den form, som fodbold har i 2026,« fortæller DJ'en.
Et nyt ejerskab vil sandsynligvis føre til nye sportslige muskler for FC København, hvilket Dan Rachlin mener, at klubben er klar til.
»Mange FCK-fans tørster efter, at vi skal tage næste step. Hvis vi ser på de sidste årtiers ambitionsniveau, så vil det jo være evident, at vi skal ikke kun spille europæisk fodbold år efter år, hvad vi jo mere eller mindre har gjort de sidste 20 år,« fortæller han og fortsætter:
»Men vi skal også ud over benovelsen over at spille europæisk fodbold og forvente, at vi spiller mod store europæiske klubber hvert år og leverer resultater.«
B.T. har forelagt kritikken for Lars Seier og Erik Skjærbæk, men de har ingen kommentarer.