Randers FCs træner, Colin Todd, er blevet indlagt på hospitalet og skal gennemgå en bypass-operation. 1st team coach Thomas Thomasberg indtræder som midlertidig cheftræner.

Dagen før Randers FC spiller sin første kamp i forårssæsonen i Superligaen, rammer en alvorlig nyhed klubben. Cheftræner, Colin Todd, skal gennemgå en bypass-operation og er omgående sygemeldt. Det meddeler klubben i en pressemeddelelse lørdag formiddag.

- Jeg er altid positiv i min tankegang, og personalet her på hospitalet holder et vågent øje med mig. At være indlagt er helt nyt for mig, men forholdene her i Danmark er helt igennem fantastiske, langt bedre end i England, udtaler Colin Todd fra sygesengen i Århus, hvor han i øjeblikket er indlagt til medicinsk behandling inden operationen.

En bypass-operation er et kirurgisk indgreb, som udføres på forsnævringer af hjertets kranspulsåre. Det udføres efter blodpropper for at undgå yderligere blodpropper.

Thomas Thomasberg overtager tjansen som cheftræner, indtil Colin Todd kommer tilbage. Efter operationen forventes en restitutionsperiode på en måned, inden Colin Todd kan vende tilbage til jobbet i Randers.

Thomasberg vil sammen med Peter Elstrup stå på sidelinjen, når Randers FC søndag kl.14.00 møder Viborg FF.