Det er én af de dage, hvor de fleste danskere kan huske præcis, hvor de var, og hvad de lavede.
Men for den daværende danske landsholdsanfører, Simon Kjær, markerede den 12. juni 2021 en markant ændring i fodboldspillerens liv.

Det fortæller han i et stort interview med La Gazetta dello Sport, hvor han åbner op om, hvad datoen, hvor Christian Eriksen fik hjertestop under EM-kampen mod Finland i Parken, har betydet for ham.
»Alt ændrede sig. Hvis Christian var gået bort, ville jeg ikke have spillet mere. Jeg har forstået, at fodbold er fodbold, og livet er livet. Fodbold er arbejde og passion, livet er noget andet,« siger Simon Kjær til det italienske medie.
Simon Kjær så med fra første parket, mens Christian Eriksen fik hjertemassage på græstæppet.
Og senere var det også Simon Kjær, der måtte trøste Eriksens bedre halvdel, som grådkvalt var løbet fra tribunerne og ned på banen.
Nogle gange bobler de store følelser fra den nære EM-tragedie frem i den danske forsvarsklippe.
For eksempel da en dreng brækkede håndleddet under hans søns fodboldkamp, og der måtte tilkaldes en ambulance, der kørte ind på banen.
»Jeg følte mig utilpas. Men så længe Christian har det godt, har jeg det godt. De har forklaret mig, at ved et traume husker man nogle ting, og andre ting husker man ikke,« siger Simon Kjær.
Simon Kjær havde efter den ubehagelige oplevelse i Parken en flot sidste tid i karrieren og blev blandt andet hyldet af UEFA for sin ageren og lederskab.
Han lagde støvlerne på hylden tilbage i januar i år.

