I 128 minutter har Martin Braithwaite båret FC Barcelonas prestigefyldte trøje, siden danskeren overraskende blev hentet til den catalanske storklub grundet en helt usandsynlig skadessituation.

Ifølge mange iagttagere har danskeren mest af alt fået spilletid grundet de øvrige stjerners fravær, og derfor virker det umiddelbart ikke som en god nyhed for Braithwaite, at Lionel Messis skade ser mindre alvorlig ud, end man først regnede med.

Det skriver FC Barcelona på sin hjemmeside om skaden, der først så ud til at holde den argentinske 10'er ude i Barcelonas første kamp siden corona-afbrydelsen.

»Barca-kaptajn Lionel Messi har en mindre skade i højre lårmuskel og har trænet for sig selv. Han har lavet specifikke øvelser, så han undgår at tage unødvendige risici kun otte dage inden, at Barca igen kan spille kampe.«

Barcelona og Lionel Messi jubler. Argentinerens skade ser mindre ud end først antaget.
Barcelona og Lionel Messi jubler. Argentinerens skade ser mindre ud end først antaget. Foto: LLUIS GENE
Vis mere

»Han skulle gerne være i stand til at være sammen med sine holdkammerater om nogle få dages tid.«

Der kan altså være langt til spilletid for danske Martin Braithwaite, der konkurrerer med stjerner som Luis Suárez, Antoine Griezmann, kometen Ansu Fati og altså Lionel Messi.

Men den 29-årige angriber har af flere omgange fortalt, at han har tænkt sig at kæmpe for spilletiden og regner med at få chancen.

Spanske La Liga genoptages torsdag 11. juni med derbyopgøret mellem Sevilla og Betis. FC Barcelona og forhåbentlig Martin Braithwaite skal først i aktion to dage senere, når holdet gæster Mallorca.