Lyt til artiklen

19-årige Tristian formåede onsdag at sikre sig en solid pengegevinst – ikke mindst på grund af dårligt internet i Parken.

Den unge gut havde spillet en 20er på 13 kampe, der alle blev spillet onsdag.

Det endte med, at han vandt knap 25.000 kroner, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Selv sad han i Parken og overværede FCK mod Dortmund.

Da de første fem kampe ud af 13 gik hjem, var han klar og parat til at lukke spillet. Og så er vi tilbage ved det føromtalte internet.

»Jeg prøvede at lukke den for 1.800 kroner, men så havde min mobiltelefon ingen net-forbindelse i Parken. Jeg prøvede at genstarte appen, men jeg kunne stadig ikke lukke den,« forklarer han.

Samtidig med FCK-kampen, spillede Manchester City og Sevilla også. Og da sidstnævnte scorede, tog han en beslutning:

»Ja, der tænkte jeg: Lad nu bare FCK score 100 mål, så vi alle får en god aften …. Men så da City udlignede til 1-1, så det pludselig spændende ud!« fortæller han.

Han lod efterfølgende sit spil være – og til sidst var situationen, at det blot var FCK-kampen, som manglede at gå hjem.

Han havde spillet 1-1 på kampen – som bekendt også blev resultatet.

»Nu skal jeg ikke bande, men det var virkeligt nervepirrende at se kampen i Parken. I de sidste 10-15 minutter havde FCK tre store chancer, hvor de burde have scoret og Dortmund havde to!« fortæller han til Danske Spil.

»Så der var vist mange, der kiggede lidt skævt til mig, da jeg jublede over 1-1,« griner Tristan, der kommer fra Fyn.

Kuponen holdt hele vejen – og så havde Tristan vundet 24.310 kroner.

»Heldigt? Jeg ville jo kalde det ’godt’…« siger han med et grin.