Det har været en tung og skuffende omgang. Men nu lysner det måske?
Sæsonstarten for Manchester United - og Christian Eriksen - har ikke kørt i olie.
Den danske stjerne er startet på bænket i begge sæsonens Premier League-opgør, som har givet en kneben sejr og et klart nederlag.
United-manager Erik Ten Hag har foretrukket klubbens megakøb til midtbanen, Mason Mount, i startopstillingen, men nu er der en uventet åbning til mere spilletid for Eriksen end bare indhop i anden halvleg.
Det er selvfølgelig ikke godt nyt for Manchester United, men mon ikke Eriksen kan se det positive i, at Mason Mount har pådraget sig en skade. Det kan blive hans chance for at vise sig mere frem med mere spilletid.
600-millionermanden, som blev hentet i Chelsea denne sommer, er ude i op mod seks uger, lyder de seneste meldinger fra britiske medier.
Dermed er hans muskelforstrækning en smule mere alvorlig end først antaget, og den engelske landsholdsspiller står til at misse tre Premier League-kampe og De Røde Djævles første Champions League-gruppespilskamp.
Mason Mount blev skadet i Manchester Uniteds 2-0-nederlag på udebane mod Tottenham, hvor Eriksen, ligesom i sæsonpremieren mod Wolverhampton, fik omkring 30 minutters spilletid.