Cristiano Ronaldo er vild med at se sin ærkerival, Lionel Messi, spille fodbold.

Rygterne er gået i mange år på, at verdens to bedste spillere, Cristiano Ronaldo fra Real Madrid og Lionel Messi fra FC Barcelona, ikke er specielt vilde med hinanden. Og at navnlig portugisiske Ronaldo ikke bryder sig om argentinske Messi.

Men det er helt forkert, siger Cristiano Ronaldo.

»Jeg nyder at se ham spille,« siger han ifølge net-siden football-espana.net

»Det andet er noget, pressen har fundet på for at sælge aviser. Jeg nyder at se alle gode spillere, og Messi er en af dem. Han er ret vild,« siger 32-årige Cristiano Ronaldo om sin argentinske rival, som runder de 30 senere på måneden.

»Tværtimod, fatkisk. Hvordan skulle jeg kunne have noget imod en person, der aldrig har gjort noget forkert,« spørger Cristiano Ronaldo retorisk.

Han anerkender gerne, at de to spillere ikke ligefrem er gode venner eller går ud sammen og spiser.

»Men når Messi taler om Cristiano Ronaldo, taler han jo også pænt om mig. Vores forhold er præget af, at vi respekterer hinanden.«

Cristiano Ronaldo og Lionel Messi har delt alle titlerne som Årets Fodboldspiller (Ballon d'Or) imellem sig siden 2008. Lionel Messi har vundet fem gange, mens Cristiano Ronaldo har fire titler.

Hvis Real Madrid vinder Champions League-finalen lørdag over Juventus, vil Cristiano Ronaldo være favorit til at tage sin femte titel, da Real Madrid som bekendt også vandt det spanske mesterkab i sidste måned.