Sæsonstarten i den sydkoreanske K-League er udsat, indtil spredningen af coronavirus stopper.

Spillerne i Sydkoreas bedste fodboldrække, K-League, må vente med at tage hul på 2020-sæsonen.

Sæsonen skulle være begyndt på lørdag. Men på grund af udbruddet af coronavirus i Sydkorea er sæsonstarten udskudt på ubestemt tid.

Det meddeler K-League på sin hjemmeside.

- K-League har besluttet, at sæsonstarten midlertidigt udskydes, indtil spredningen af Covid-19 letter.

- Det er en foranstaltning for at beskytte borgerne og spillernes sundhed, og det har vores højeste prioritet, lyder det blandt andet fra K-League.

Beslutningen blev taget på et hasteindkaldt møde i ligaens bestyrelse.

Der spiller ingen danskere i K-League.

De sydkoreanske myndigheder har indtil videre bekræftet 763 tilfælde af coronavirus i landet. Foreløbig har syv af de smittede mistet livet, skriver AFP.

/ritzau/