For at begrænse spredningen af det nye virus suspenderer Det Kinesiske Fodboldforbund alle kampe midlertidigt, og dermed udsættes 2020-sæsonen.
Det oplyser forbundet torsdag.
Starten af 2020-sæsonen vil således blive udskudt på »alle niveauer og gældende for alle typer fodbold overalt i landet«, udtaler CFA.
Det sker for at beskytte fans og spillere mod det nye virus og for at inddæmme spredningen af virusset, oplyses det videre.
Den øverste kinesiske liga, Den Kinesiske Superliga (CSL), skulle ifølge planen være sparket i gang den 22. februar.
For tiden spiller der ikke nogen danskere i CSL, men tidligere har Ken Ilsø og Lasse Vibe spillet i ligaen. Ilsø spillede for Guangzhou R&F fra 2014 til 2015, mens Vibe spillede for Changchun Yatai fra 2018 til 2019.
Der er flere store fodboldstjerner tilknyttet den kinesiske liga, hvor spillere som belgiske Yannick Carrasco og Marouane Fellaini samt brasilianerne Hulk, Paulinho og Oscar eksempelvis huserer.
Den kinesiske liga er langtfra den eneste sportsbegivenhed, der bliver influeret af virus-udbruddet.

Også Cykelløbet Tour of Hainan, fodboldkampe i den asiatiske Champions League, flere World Cup-skiløb samt OL-kvalifikationskampe er nogle af de sportsbegivenheder, som senest er blevet aflyst eller rykket på grund af coronavirusset.
Det Internationale Skiforbund (FIS) aflyste onsdag formiddag dansk tid World Cup-afdelingen, der midt i februar skulle være afholdt i det kinesiske distrikt Yanging.
»Selv om smittefaren i Yanging er lav, så er atleternes og aktørernes sundhed og helbred noget, som vi prioriterer,« sagde præsidenten for FIS, Gian Franco Kasper, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Indtil videre har coronavirusset kostet mindst 170 mennesker livet. Desuden er der konstateret yderligere godt 1700 smittetilfælde i Kina. Det bringer det samlede antal smittede op på 7711 personer.
Derudover mistænkes op mod 12.000 personer at være smittet med virusset i Kina, oplyser myndighederne.
Den danske superligaklub AaB skulle tirsdag have spillet en testkamp mod Wuhan Zall FC fra Kinas bedste række. Men onsdag meddelte AaB's administrerende direktør, Thomas Bælum, at kampen er droppet.
»Vi er bevidste om, at risikoen for smitte måske er mikroskopisk, og at der stadig er meget, man ikke ved om virusset, men i samråd er ledelse, trænerstab og sundhedssektor blevet enige om ikke at løbe nogen som helst risiko for spillere, trænere og ledere,« fortalte Thomas Bælum til AaB's hjemmeside.
/ritzau/AFP

