Fodboldspilleren Alex Telles har det godt trods coronasmitte, siger hans manager, Ole Gunnar Solskjær.

Manchester United-spilleren Alex Telles er blevet testet positiv for coronavirus.

Det bekræfter hans manager, Ole Gunnar Solskjær, efter Champions League-sejr mod RB Leipzig i et interview på fodboldklubbens hjemmeside.

Den brasilianske venstreback har ikke været på holdet, siden han debuterede i udesejren mod Paris Saint-Germain i sidste uge.

Solskjær nævner ikke, hvornår Telles blev testet positiv, men han siger, at brasilianeren er symptomfri.

- Ja, han har været ude et stykke tid, fordi han er blevet testet positiv for coronavirus. Han har ingen symptomer, og han har det godt. Vi ser frem til at få ham tilbage, siger Solskjær i interviewet.

Telles skriver selv i et opslag på Instagram, at han har det godt. Han takker samtidig for beskeder, han har fået fra fans.

- Jeg vil gerne takke alle for de søde beskeder, jeg har fået, siden det kom, frem, at jeg er blevet testet positiv for covid-19.

- Jeg vil gerne sige, at jeg har det fint og er uden symptomer, lige nu er jeg i isolation men glæder mig til at komme tilbage for fuld styrke og være sammen med mine holdkammerater, skriver han.

Telles blev hentet fra Porto i det seneste transfervindue.

Manchester United vandt onsdag aften 5-0 mod RB Leipzig. Med nederlaget bliver RB Leipzig stående på tre point efter to kampe i gruppe H.

Samme pointantal har Paris Saint-Germain, mens Manchester United fører med seks point. I bunden venter Basaksehir stadig på det første point.

/ritzau/