Coronapandemien udsætter sæsonstarten i den bedste norske fodboldrække, Eliteserien.
Norges Fodboldforbund (NFF) oplyser torsdag på sin hjemmeside, at sæsonstarten for Eliteserien og samtlige andre eliteturneringer er udskudt.
Eliteserien er skubbet, så den nu skal begynde 1. maj.
Den bedste norske herrerække skulle oprindeligt være startet 5. april, men nu udsættes premiererunden godt en måned.
Det skyldes coronapandemien, forklarer NFF, der har taget beslutningen i samråd med Norsk Toppfotball (NTF), Toppfotball Kvinder (TFK) og Divisionsforeningen (DF).
- Vi har stor forståelse for - i en krævende situation med stigende smitte i dele af landet - at fodbold må være med til at reducere rejseaktiviteterne.
- Vi udsætter derfor alle turneringer til maj. Dialogen med myndighederne er god, men signalerne, som vi har modtaget, går tydeligt i en retning af, at det er for tidligt at åbne, siger Nils Fisketjønn, chef for eliteafdelingen i NFF.
Han oplyser, at sæsonen nu forventes at blive mere krævende, fordi kampprogrammet kommer til at være mere sammenpresset.
I den kommende uge vil man i Norge vurdere de nærmere detaljer i turneringerne, og hvordan det hele skal afvikles.
/ritzau/