En stigning af coronasmittede i München er skyld i, at Bundesligaen alligevel starter uden tilskuere.

Fredag begynder sæsonen i Bundesligaen, når de forsvarende mestre fra Bayern München får besøg af Schalke 04.

Det var egentlig planen, at klubben måtte fylde ti procent af sine 75.000 siddepladser op med tilskuere, og dermed lukke fans ind på stadion for første gang i seks måneder.

Men en stigning af coronasmittede i München-området den seneste uge fik torsdag Münchens overborgmester, Dieter Reiter, til at forbyde tilskuere til kampen.

- Det ville være et forkert signal at sende at tillade tilskuere til kampen med den nuværende situation.

- Jeg ved, at det er bittert for fansene og klubberne, men denne krise er ikke overstået endnu, og det skal alle være bevidste om, skriver han i et Facebookopslag.

Ifølge Reuters er de tyske delstater enige om en aftale, der tillader, at klubber fylder 20 procent af stadion op med tilskuere. Dog alt afhængig af hvor mange coronasmittede en delstat har.

Tilskuerne er dog ikke de eneste, der må se kampen hjemme fra sofaen.

Klubbens matchvinder fra Champions League-finalen i Lissabon, Kingsley Coman, kommer heller ikke på stadion til fredagens kamp.

Han er nemlig i isolation, efter at han har været i kontakt med en coronasmittet person. Franskmanden er dog ikke selv blevet testet positiv for coronavirus.

Selv om det er et tab, giver det håb til fansene om, at nyindkøbet fra Manchester City, Leroy Sane, til gengæld kan komme i aktion.

Den første kamp i sæsonen spilles fredag klokken 20.30.

/ritzau/