Andreas Cornelius kommer aldrig til at glemme den forgangne weekend.

For der var fart på – som i rigtig meget fart på – da den danske landsholdsangriber gennemlevede en af sit livs mest begivenhedsrige weekender.

Det fortæller landsholdsspillerens agent, Per Steffensen, i et opslag på Facebook, som du kan læse herunder.

Vi starter med at spole tiden tilbage til fredag i København.

Her blev Cornelius og kæresten Anna forældre til deres første barn, Hugo, som blev født på Rigshospitalet. Det skete om eftermiddagen.

Men allerede næste morgen måtte den 28-årige bomber af sted til Tyrkiet, hvor hans klub Trabzonspor – som i øvrigt er tophold i den tyrkiske liga – tog imod Göztepe.

Derfor satte 'Corner' sig om bord på Trabzonspor-præsidentens privatfly med kurs mod Izmir, hvorfra en politieskorte fulgte ham til stadion. Han fik 14 minutter på banen og erhvervede sig et gult kort i sejren, hvor den tidligere Roma-stjerne Gervinho scorede sejrsmålet for Trabzonspor.

Men det hektiske døgn var langtfra slut for danskeren efter den hårdt tilkæmpede 1-0-sejr. For to timer efter slutfløjt tog han samme fly tilbage til Danmark, hvor han landede i Roskilde.

Og så var familien genforenet rundt regnet halvandet døgn efter Hugos fødsel.