Danske Andreas Cornelius bliver rost til skyerne af holdet efter sit hattrick for Parma tirsdag aften.

Det var anden gang i denne sæson, at Cornelius brillerede ved at lave hattrick i Serie A, og det var også anden gang i sæsonen, at det gik ud over danskerklubben Genoa, som blev slået med 4-1.

Nu skorter det ikke på lovord om den danske landsholdsspiller.

»Cornelius er en komplet spiller. På trods af sin fysiske styrke er han en teknisk spiller, der er god med bolden,« siger Parma-træner Roberto D'Aversa til holdets hjemmeside.

»Han er meget hurtig og rigtig god til at hjælpe sine holdkammerater ved at gøre banen stor.«

Både danskerens højreben, venstreben og hoved blev brugt, da Parma vandt udekampen.

Og Cornelius havde endda også en finger med i spillet i Parmas sidste mål, da han i slutminutterne assisterede Dejan Kulusevski ved at forlænge et indkast med hovedet.

Parma-forsvareren Vincent Laurini, der selv stod for to assist i sejren, giver danskeren en stor del af æren for sejren.

»Når man har angribere, som vi har, er det meget lettere at lave gode indlæg. Andreas Cornelius er en kæmpe på toppen, og han scorer på alle bolde, man sender ind til ham,« siger Laurini til holdets hjemmeside.

Ifølge holdets træner var det dog faktisk ikke planen, at 1,95 meter høje Cornelius skulle have haft så lang tid på banen.

»Han er tilbage efter et år, hvor han brugte fire eller fem måneder på sidelinjen med en slem skade,« siger Roberto D'Aversa.

»Jeg ville gerne have givet ham lidt hvile til aften, men det lykkedes ikke. Han har en tendens til skader, og vi bliver nødt til at passe på, at vi ikke løber ind i forskellige typer af problemer nu.«

/ritzau/