Fem mål i otte kampe.

Det er noget, der giver selvtillid, hvis man spørger den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius:

»Det betyder rigtig meget, også fordi jeg ikke havde det bedste udgangspunkt, da jeg blev hentet til klubben.«

En lyskeskade drillede i starten af sæsonen den 26-årige Parma-spiller, men efter en langsom start har den danske angriber stille og roligt bygget sig op som klubbens førsteangriber.

Andreas Cornelius har succes i Parma for tiden.
Andreas Cornelius har succes i Parma for tiden. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er nok det første sted i en lang periode, hvor jeg har præsteret på et højt niveau over længere tid. Jeg har vist, jeg kan score mål, og det er vigtigt for mig,«​ fortæller han til B.T. under landsholdssamlingen i Herning forud for de to vigtige kampe mod Gibraltar og Irland.

Andreas Cornelius har de seneste sæsoner haft en lidt omrejsende karriere, der efter FCK-tiden sendte ham til både Atalanta i Serie A og Bordeaux i Ligue 1 inden det nuværende lejeophold i Parma. Men det er alt sammen noget, der har været med til at modne ham som spiller, forklarer angriberen:

»Tiden i Atalanta har hjulpet mig en hel del. Det har lært mig meget om kulturen og spillestilen her i Italien, og jeg fik en masse ud af det rent sportsligt, som jeg har taget med og brugt her. Sportsligt har jeg fået en højere status, og så er jeg blevet både teknisk og taktisk dygtigere.«

I sidste sæson tørnede Cornelius ud for franske Bordeaux, men den sæson er næsten bare røget i glemmebogen med det samme.

Cornelius efter en scoring for Parma.
Cornelius efter en scoring for Parma. Foto: SERENA CAMPANINI
Vis mere

»Opholdet i Bordeaux endte med at være lidt ligegyldigt på grund af skader og en operation. Der var ikke rigtig noget at tage med derfra,« forklarer han.

Skiftet fra Superligaen til Serie A var i starten en stor omvæltning for landsholdsangriberen, og det har da også fået angriberen til at nyde den øjeblikkelige succes mere, end han gjorde førhen:

»Jeg har været opmærksom på, at niveauet bare er højere her end i Superligaen, og derfor sætter jeg mere pris på målene nu, end jeg før har gjort, fordi Serie A jo er én af verdens bedste ligaer.«

Netop mål har angriberen da også leveret i denne sæson, og derfor har Cornelius da også tænkt over en målsætning for resten af sæsonen.

Cornelius i kamp mod Schweiz.
Cornelius i kamp mod Schweiz. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg vil gerne lave et tocifret antal mål, og det synes jeg også, der er gode muligheder for, men jeg vil ikke sætte et konkret tal på. Det handler om at være effektiv, når jeg spiller,« siger han.

Målformen i Parma håber den danske angriber da også på at kunne tage med ind i landsholdslejren, hvis han får spilletid i kampene mod Gibraltar og Irland:

»Spillere i god form står stærkt, men der er jo nok noget rotation i de her to kampe, så jeg er klar til den rolle, jeg får, uanset hvilken.«

Landsholdet tager fredag aften imod Gibraltar i Parken, mens mandag aften byder på en udekamp mod Irland i Dublin.