Andreas Cornelius blev revet omkuld og var måske blevet liggende, hvis det ikke havde været for VAR.

Samara. Landsholdsangriberen Andreas Cornelius mener, at han skulle have haft straffespark i anden halvleg, da Danmark og Australien spillede 1-1 ved VM i fodbold.

Her blev den store dansker revet omkuld, men af frygt for et gult kort for film, og fordi dommeren havde mulighed for at dømme straffesparket efterfølgende med hjælp fra videodommere, rejste Cornelius sig hurtigt igen.

- Min første følelse på banen var, at der var straffespark. Jeg blev på benene, fordi jeg ved, at de har et system, hvor de kan se den igen.

- Vi fik et spark fra feltet ud af det, men straffesparket er en større chance, så hvis der er det, så skal de jo dømme det. Jeg synes helt klart, at den var værd at se igennem igen, når de nu har VAR-systemet.

- Man bliver bange for at smide sig, for så kan man få et gult kort for film, og man skal kun have to gule kort, før man får karantæne. Man kan også få et gult kort bagefter, hvis de synes, at man filmer, siger Cornelius.

Var der ikke blevet benyttet VAR-under VM-kampene, var han muligvis blevet liggende i græsset.

- Jeg overvejede lidt at smide mig, men det gik hurtigt, og vi har lige haft et møde med en dommer, der fortalte, at man kan få gult kort, hvis man smider sig.

- Jeg mener godt, at man kan få et straffespark uden at smide sig, når man kan se, at han river mig i trøjen og river mig om kuld.

- Det kan godt være, at jeg var blevet liggende, hvis der ikke havde været VAR, for så var der også mindre sandsynlighed for, at man får et gult kort for film bagefter, siger Cornelius, der fik 22 minutter på banen.

I første halvleg fik Australien et straffespark, da videodommerne opfangede, at Yussuf Poulsen havde hånd på bolden i feltet.

/ritzau/