Det var en oplevelse for livet, da Andreas Cornelius i weekenden blev tyrkisk mester.

Og det er ikke så mærkeligt, når man ser på fejringen, der over weekenden er gået viralt, og som undervejs kostede Cornelius skoene, efter en kamp hvor han nettede sit 15. ligamål i sæsonen.

Tusindvis af fans stormede nemlig ind på banen for at fejre Trabzonspors første mesterskab i 38 år, og de omringede hurtigt 'Corner' og holdkammeraterne.

»Det var jo helt vildt. De kom fra alle sider, og vi måtte nærmest flygte for ikke at blive helt mast, for de ville ind at røre os og tage billeder og sådan noget.«

»Midt i forvirringen mistede jeg faktisk mine sko. De begyndte at bære mig op og fik revet skoene af mig. Dem har jeg sgu ikke set skyggen af siden.«

Det fortæller Cornelius, der fejrer mesterskabet med to venner og i den grad bevarer guldhumøret, da B.T. fanger ham på telefonen mandag eftermiddag.

Og rundt om ham i den tyrkiske by Trabzon bliver mesterskabet fortsat fejret stort her to dage efter triumfen.

»Det var kæmpe stort, og det tager nok lige noget tid at fordøje – også for mig. Men for fansene fortsætter det jo hernede. De er ikke færdige med at fejre, og når de stopper mig på gaden, er de sindssygt glade.«

Den brandvarme Trabzonspor har ligesom en stor del af fodboldverdenen også fundet billederne af den voldsomme fejring frem på de sociale medier.

»Jeg har set mange ret vilde videoer, og det ser jo helt anderledes ud, når man ser det oppefra. Nede på banen så jeg ikke engang det fyrværkeri, der blev skudt af,« fortæller Cornelius.

Han måtte hele TO gange flygte fra fansene i lørdags.

»Vi skyndte os ned i omklædningen første gang og kom så op igen. Men så invaderede de banen en gang til,« siger den brølstærke angriber, der nogenlunde holdt nerverne i ro.

»Jeg kunne jo heldigvis holde dem lidt væk, men nogle af mine medspillere blev nervøse. Jeg blev dog lidt nervøs over, at jeg så nogle børn rende rundt, og jeg tænkte, at det kunne gå galt, hvis man var uheldig.«

Cornelius og Trabzonspor har fortsat tre kampe tilbage af den tyrkiske liga, og så er der tilmed mulighed for at krone værket med en pokaltitel, da man lige nu er i semifinalen i den tyrkiske pokalturnering.