Det er en af de dyre drenge, som Brøndby skal have med på træningslejr.
Superligaens nummer tre har den tidligere Premier League-angriber Emmanuel Dennis med til Spanien, hvor klubben skal være fra 11. til 27. januar.
»Emmanuel Dennis er en spiller, som Steve kender rigtig godt fra deres fælles tid i England. Derfor har det været nærliggende at tage ham ind,« fortæller fodbolddirektør Benjamin Schmedes.
Den klubløse nigerianske angriber blev hentet ind i Steve Coopers Nottingham Forest-tid, hvor han blev forgyldt.
Her tjente angriberen ifølge flere engelske medier knap 35 mio. kroner om året og fik en fire-årig aftale, som dog sluttede et år før tid.
Han blev købt af Nottingham Forest for lidt over 100 mio. tilbage i 2022, men endte så på tre forskellige lejeophold med meget begrænset succes.
Dog havde han mål i støvlerne i både Club Brugge og Watford, hvilket også gav otte landskampe for Nigeria.
Brøndby har allerede været super-aktive i dette transfervindue.
De har allerede hentet den polske landsholdsspiller Bartosz Slisz til midtbanen og den spændende kantangriber Ousmane Sow.
Desuden har TV 2 fortalt, at Silkeborgs Tonni Adamsen er en mulighed.
Desuden har de sendt angriberen Michael Gregoritsch samt Justin Che videre, mens de har forlænget med stjerneskuddet Jacob Ambæk, efterårs-overraskelsen Mathias 'P' Jensen og målmandstalentet William Sonne-Schmidt.
Til gengæld ser det ikke ud til, at klubben kan forlænge med efterårets bedste mand, Noah Nartey, fremgik det hos Viaplay.

