Inter kan kalde sig italiensk mester for første gang i 11 år, og holdet er ubesejret i de seneste 15 kampe.

Inter og Christian Eriksen vandt i weekenden det italienske mesterskab med fire spillerunder tilbage af sæsonen.

Det er en titel, som Inter-træner Antonio Conte kalder en af de største bedrifter i fodboldkarrieren.

Conte overtog rollen som træner i Inter i 2019, da det ikke kørte specielt godt for Milano-klubben, som var uden titler i en årrække.

»Denne triumf er en af de største bedrifter i min karriere. Det var ikke et let valg for mig at skifte til Inter, som på det tidspunkt ikke var vant til at vinde.«

»Inter var også den direkte rival til Juventus, min tidligere klub,« siger 51-årige Conte til klubbens hjemmeside.

Juventus havde inden denne sæson vundet ni hjemlige Serie A-titler i træk fra 2012 til 2020.

De første tre Juventus-titler i den stime blev vundet under Conte, som var træner dengang og også tidligere havde spillet i Torino-klubben.

Inter, som vandt mesterskabet for 19. gang i historien, havde ikke vundet titlen siden 2010. Dengang vandt Inter også Champions League og pokaltitlen under José Mourinho, den daværende træner.

Nu har Inter vundet et enkelt mesterskab mere end lokalrivalen AC Milan, som står noteret for 18. Juventus har vundet scudettoen 36 gange.

»Det var vigtigt at gøre arbejdet færdigt og få Inter tilbage som vinder af scudettoen efter så mange år,« siger Conte.

Inter er ubesejret i de seneste 18 ligakampe. Sampdoria er det seneste hold til at slå Inter i Serie A – det skete 6. januar.

Tæller man pokalen med, er Inter dog kun ubesejret i de seneste 15 kampe. Inter tabte til Juventus 2. februar og røg ud af Coppa Italia.

/ritzau/