Thomas Gravesen trækker igen i den rød-hvide landsholdstrøje. Men det er nu for oldboys-landsholdet.

Ifølge tv3sport.dk er det holdets anfører, Stig Tøfting, der har overtalt Thomas Gravesen til at spille oldboys-landsholdets sidste kamp i år.

Det sker dels for at markere den lokale klubs 90-års jubilæum - og dels for at ære Richard Møller Nielsen, der som træner førte Danmark til EM-guld i 1992. Den tidligere landstræner boede i Kerteminde ved sin død i 2014.

Thomas Gravesen repræsenterede i sin aktive karriere Vejle, Hamburger SV, Everton, Real Madrid og Celtic. Han fik 66 landskampe. Den sidste kamp var mod Island i 2006, hvorefter Thomas Gravesen selv meldte fra til landsholdet og iøvrigt annoncerede, at han aldrig mere ville tale med pressen.

Det har Thomas Gravesen stort set holdt fast i siden da, og han har også holdt sig væk fra offentlighedens søgelys. For nylig blev han dog spottet som tilskuer til en kamp i den næstbedste danske række mellem Vejle og Brabrand.

Kampen i Kerteminde spilles fredag kl. 18.30, og oldboyslandsholdets modstander er Kerteminde Boldklub.