Den ene vil have en undskyldning og flere millioner. Den anden fortæller nu, at hun synes, det er åndssvagt, at sagen nok ender i retten.

Det er sådan, sagen mellem Rebekah Vardy og Coleen Rooney lige nu kan opsummeres.

For sidstnævnte reagerer nu på, at Jamie Vardys hustru har valgt at trække Wayne Rooneys ditto i retten for æreskrænkelse i forbindelse med et vildt online-opgør, der startede tilbage i oktober sidste år. En retssag, der kan blive dyr, for ifølge The Mirror vil det koste dem hver især 500.000 pund - svarende til cirka fire millioner kroner.

»Det er skuffende, at fru Vardy har valgt at tage sagen for retten. Coleen føler, at tiden og de penge, det involverer, kunne bruges anderledes. Hendes tilbud om at mødes ansigt til ansigt gælder stadig,« siger en talsperson for advokatfirmaet Brabners til CNN.

Men hvordan er de to fodboldfruer overhovedet endt i retten? Tiden skal skrues tilbage til efteråret 2019. Her delte Wayne Rooneys kone, Coleen Rooney, et langt opslag på sine sociale medier.

Heri beskrev hun, hvordan hun havde sat sig for at afsløre, hvem der lækkede historier om hendes privatliv til tabloidmediet The Sun. Oplysningerne skulle være kommet fra hendes private Instagram-profil, hvor kun få venner og bekendte har adgang.

Coleen Rooney blokerede alle fra at se hendes Instagram-stories pånær én, og derefter delte hun flere falske historier for at se, om de endte hos The Sun.

Det gjorde de, fortalte hun, og Coleen Rooney var sikker på, hvilken person eller konto lækkene kom fra, da kun én havde set de pågældende Instagram-stories.

'Det... er Rebekah Vardys konto', skrev Coleen Rooney.

Rebekah Vardy, der er gift med Jamie Vardy og på daværende tidspunkt var højgravid, nægtede alt, og efterfølgende ytrede hun sin utilfredshed med, at Coleen Rooney gik ud til offentligheden med sine anklager.

I Rooney-lejren ser de dog én positiv ting ved, at sagen ender i en retssag.

»Fru Vardys beslutning om at tage sagen til retten betyder i det mindste, at Coleens beviser kan komme ud til offentligheden, når tidspunktet er det rette,« siger talspersonen fra Brabners.