FC Barcelona indledte sæsonen med syv sejre og en uafgjort på tværs af alle turneringer, men siden er der kommet grus i maskineriet.
I de seneste seks kampe var det blevet til tre nederlag, og onsdag måtte de spanske mestre nøjes med 3-3 ude mod Club Brugge i Champions League.
Belgierne var foran tre gange i det chancerige festfyrværkeri og havde også bolden i nettet i overtiden, men VAR trak scoringen tilbage.
Mens pointet bringer Barcelona op på syv point i ligaspillet, står Club Brugge noteret for fire point.
Allerede efter fem minutter blev Hansi Flicks høje bagkæde fanget. Lynhurtige Carlos Forbs strøg igennem og fandt på tværs Nicolo Tresoldi, som gjorde det til 1-0.
De belgiske jubelscener var dårligt ovre, før Barcelona svarede igen, da Fermin Lopez flot fandt Ferrán Torres helt fri.
Men hjemmeholdet havde fundet den kryptonit, der kunne stække Barcelonas supermænd. Kontrastød og dybe stikninger til hurtige folk gør ondt på det spanske mesterhold.
Den opskrift blev anvendt igen efter godt et kvarter, da tredje scoring i den voldsomt underholdende kamp faldt. Igen løb Forbs fra den spanske bagkæde og lagde elegant bolden ind til 2-1.
Barcelona havde bolden mest og skabte også mange chancer, men både overliggeren og egen ineffektivitet forhindrede endnu en udligning før pausen.
Det var svært at forvente lige så meget underholdning efter pausen, men det fik publikum.
Inden for de første fem minutter brændte Lamine Yamal en kæmpechance og scorede et smukt mål efter en fremragende dribletur indeholdende et bandespil med Fermin Lopez.
Det var kampen, som blev ved med at give. Inden for tre minutter efter Yamals scoring nåede Forbs at brænde en kæmpechance, før han scorede på endnu en friløber, og Club Brugge satte kurs mod et gigantisk resultat.
Det holdt indtil 78. minut, hvor en længere periode med spansk pres gav pote. Lamine Yamals indlæg blev snittet i eget net af en belgisk spiller.
Den vilde kamp skulle naturligvis også have en dramatisk afslutning.
I overtiden fjumrede Wojciech Szczesny rundt i eget felt med bolden, og Romeo Vermant kom glidende ind, tog den fra ham og trillede den i mål.
Dommeren dømte mål, men efter et VAR-tjek annullerede han det. Han mente, at Vermant begik frispark på den polske keeper, da han kom glidende ind i ham.
Mens Barcelona var på hælene, tog Manchester City på hjemmebane en sikker sejr over Borussia Dortmund.
To mål af Phil Foden og et hver af Erling Haaland og Rayan Cherki sørgede for sejren på 4-1. Waldemar Anton stod for tyskernes mål.
/ritzau/
