Som defensiv midtbanespiller er William Clem ikke først og fremmest med for FC København for at score mål. Og i 143 kampe inden søndagens derby mod Brøndby havde han da også kun scoret syv mål.

Tre af dem var dog kommet i denne sæson, men alligevel overraskede han både holdkammerater og træner med den scoring, som sikrede 1-0-sejren over Brøndby.

- Jeg vidste ikke, han kunne sparke den sådan ind med venstrebenet, men det var godt at se, siger angriber Andreas Cornelius med et stort smil skruet på.

Også cheftræner Bo Svensson havde forventet, at målene nok ville komme fra andre spillere.

Det var et elendigt udført hjørnespark, som blev leveret i fødderne på en Brøndby-spiller, der førte til scoringen, fordi Clem lavede en erobring på kanten af feltet.

- Det var jo en indøvet hjørnesparkskombination, joker Bo Svensson.

- Det er bare en vigtig ting at komme foran i den her slags kampe. At det så lige skulle komme fra William med venstrebenet, det havde jeg ikke lige set komme, men det tager vi gerne med.

William Clem har startet en del kampe på bænken i denne sæson, men stille og roligt har han spillet sig ind og starter nu inde i langt de fleste af kampene.

Den udvikling fra den 22-årige spiller har imponeret Andreas Cornelius, som derudover er glad for at se, at det er en "ægte" FCK'er, som indtog matchvinderrollen i kampen.

- Han er fra FCK's ungdomsafdeling og har arbejdet sig op, ligesom både jeg selv og Thomas Delaney har. Det kan vi alle godt lide at se, det er vigtigt for klubben, og fansene kan relatere til os, siger han.

For Bo Svensson var sejren vigtig, og den defensive indsats var til UG for træneren. I første halvleg var han også tilfreds med den offensive produktion.

- De første 30 minutter skulle vi have scoret, for vi havde nogle gode angreb og chancer. Derefter skabte vi måske for lidt, men det var, som det var, lyder det fra Svensson.

- Vi har haft andre kampe herinde, hvor vi har skabt mere, men ikke scoret, så vi er tilfredse med i dag. Men vi har da nogle ting, vi skal arbejde på.

FCK vandt også sæsonens første opgør mod Brøndby med 1-0. Det var på Brøndby Stadion for halvanden måned siden.

RITZAU