Den tidligere landsholdsspiller Claus Jensen skifter job. Internt.
Han har hidtil været sportsdirektør i fodboldklubben Nykøbing FC, men fra i dag, tirsdag, bliver han manager.
Efter engelsk forbillede betyder det, at han får ansvaret for alt det sportslige omkring 1. divisionsholdet.
»Det bliver fremadrettet Claus’ opgave at have ansvaret for holdudtagelse og sammensætningen af spillertruppen samt det udvidede team omkring holdet,« lyder det fra bestyrelsesformand Tage Nielsen, til klubbens hjemmeside:
»Claus vil ligeledes fortsat være medansvarlig for at videreudvikle den ’blå tråd’ helt ned til de mindste i Nykøbing FC sammen med de mange engagerede og dygtige folk i Nykøbing FC.«
Claus Jensens nye rolle betyder samtidig, at den hidtidige cheftræner, Brian Rasmussen, i stedet får titlen som First Team Coach. Han vil i det daglige have ansvaret for træningen af truppen.
Samtidig bliver den tidligere landsholdsspiller Jan Michaelsen ny teknisk chef i den ambitiøse klub.
»Det er et kæmpe scoop for os som fodboldklub. Det sætter en tyk streg under vores ambitioner for de unge spillere på Lolland-Falster som fremtidens fundament i Nykøbing FC,« siger Tage Nielsen.
Besyrelsesformanden mener, at rokaden viser store ambitioner i klubben.
»Ændringerne er udtryk for en offensiv satsning. Den største beslutning, som vi i bestyrelsen hidtil har truffet,« supplerer bestyrelsesformand Tage Nielsen over for Folketidende.
Nykøbing FC ligger i øjeblikket nummer ni i 1. division.
Claus Jensen giver dog tirsdag udtryk for, at Superligaen stadig er målet. Ambition er at spille i Danmarks bedste række i 2022.