Han var indbegrebet af en topdommer. Og så var han helt igennem et godt menneske.
Sådan lyder beskrivelsen af den tidligere topdommer Peter Mikkelsen, der onsdag aften er gået bort i en alder af 58 år, hvis man spørger dommerkollegaen Claus Bo Larsen. Sammen dømte de to kampe i hele verden.
»Han var den bedste dommer, vi nogensinde har haft i Danmark. Han banede vejen for de dommere, der kom efter ham. Det havde ikke været muligt for danske dommere at nå så langt uden ham. Han var en ener, og som dommer var han fantastisk. Uden tvivl verdens bedste,« siger en dybt rørt Claus Bo Larsen til B.T..
Claus Bo Larsen var med på rejser fra alt til Sydamerika, hvor han fungerede som fjerdedommer for Peter Mikkelsen. Og det var altid en stor oplevelse at være på tur med Mikkelsen.
»Lige meget hvor vi kom, så kendte alle Peter. Det var ligemeget, om vi var i Rusland, Spanien eller et helt tredje sted. Når man er verdens bedste, så bliver man altid anerkendt, og det blev han i den grad. For han var bare verdens bedste,« husker han tilbage.
Det var specielt dét, at Peter Mikkelsen foruden at være dommer også var et helt igennem godt menneske, der gjorde, at han var vellidt overalt.
»Han smilede altid til alle. Og han fik altid smil igen. Der var altid en god stemning omkring ham, og vi behøvede ikke gøre andet, end at følge efter ham - på og uden for banen. Så skulle det hele nok gå,« siger Claus Bo Larsen.
Det var et længere sygdomsforløb, der siden 2009 tog hårdt på den tidligere topdommer. Kræftbehandlingen gjorde, at han blev lam i venstre side og efterfølgende måtte sidde lænket til sin kørestol.
Men på trods af sygdommen var han ikke en mand, der havde tænkt sig at give op. På nogen måde.
»Peter nægtede at give op. Han gav aldrig op. Da han fik sygdommen, var han en af de første, der fik medicin ind fra USA, selvom det ikke var garanteret, at det ville virke. Han elskede at leve - og han ville leve videre for enhver pris.«
Og det var der en grund til. Han var vellidt af ikke kun kolleger, men også samtlige venner og familie. Det var det, han kæmpede for at holde fast i.
»Han elskede virkelig sin knægt og sine kammerater. Han var et fantastisk menneske, og det er trist, at han er gået bort. Det er alt, alt for tidligt,« siger Claus Bo Larsen.
