Med forfremmelsen af legenden Ryan Giggs som ny United-manager er hele fire ud af seks medlemmer af den berømte 'Class of 92' tilbage i fremtrædende roller for Manchester United.
Ryan Giggs er udnævnt som midlertidig manager i Manchester United, hvor han lørdag for første gang står i spidsen for hjerteklubben, når det gælder hjemmekampen mod Norwich. Dermed er en stor del af den berømte 'Class of 92' - spillere, der fik deres United-gennembrud i 1992 under Alex Ferguson - samlet omkring klubben.
Mens Ryan Giggs er manager, har Paul Scholes sagt ja til at udfylde en asssistentrolle for at hjælpe sin gamle holdkammerat. Derudover har Nicky Butt også sit daglige virke i klubben som manager for U19-holdet, mens Phil Neville er fortsat som førsteholdstræner i klubben på trods af fyringen af David Moyes, der tog ham med fra Everton.
Dermed mangler fra 'Class of 92' kun David Beckham, der ikke har udtrykt interesse for en trænerrolle, og Gary Neville, der ernærer sig som fodboldkommentator for Sky Sports.
Ryan Giggs holdt fredag pressekonference forud for Norwich-kampen, og det var med meldingen om, at der skal begejstring tilbage i United-truppen. Og overskud havde han også selv masser af, da han proklamerede, at han - da han nu er manager - havde givet sig selv en femårig kontrakt.
Ryan Giggs
Født 29. november 1973 (40 år)
Karriere:
Manchester United - 1990-2014, 957 kampe, 168 mål
Midlertidig manager: Fra april 2014
Ryan Giggs er en sand legende i Manchester United, hvor han fik debut helt tilbage i 1990. Han var op gennem 90'erne kendt for sine livsfarlige gennembrud på venstrekanten, mens han i de senere år af karrieren mest blev brugt på den centrale midtbane - med stor succes til følge. Han har mange rekorder under sit bælte, blandt andet har han rekorden for flest kampe i Premier League. Han var assistent under David Moyes og er blevet midlertidig manager efter hans fyring.
Nicky Butt
Født 21. januar 1975 (39 år)
Spiller:
1992-2004 - Manchester United, 269 kampe, 21 mål
2004-2010: Newcastle - 134 kampe, 5 mål
Nicky Butt figurerede på den defensive midtbane, hvor han var kendt som en kompromisløs fighter. Han spillede i Manchester United i 12 sæsoner, inden han skiftede til Newcastle. I dag er han manager for Manchester Uniteds U19-hold og assistenttræner for U21-holdet.
Paul Scholes
Født 16. november 1974 (39 år)
Spiller:
1993-2011 - Manchester United, 466 kampe, 102 mål
2012-2013 - Manchester United, 33 kampe, 5 mål.
Helt klart en af Alex Fergusons foretrukne spillere i sin regeringstid. Han var kendt som en midtbanespiller med en sjælden blanding af god teknik, målnæse, blik for spillet og en stor portion vildskab. Scholes stoppede oprindeligt karrieren efter Champions League-finalen i 2011, men Sir Alex fik ham overtalt til et comeback i 2012 for at hjælpe et skadesramt Manchester United-hold. Han er netop trådt til for at hjælpe den midlertidige manager Ryan Giggs i en assistentrolle.
Phil Neville
Født 21. januar 1977 (37 år)
Spiller:
1995-2005 Manchester United, 263 kampe, 5 mål
2005-2013 - Everton, 242 kampe, 4 mål
I sin tid i Manchester United vandt backen seks engelske mesterskaber. Han spillede i sine år regelmæssigt, men stod altid i skyggen af sin storebror Gary Neville. Han skiftede til Everton i 2005, og da han stoppede som spiller, fortsatte han som træner, og var en del af den stab, David Moyes tog med til Manchester United. Det fortsætter han med under Ryan Giggs.