Clara fik sig noget af en overraskelse onsdag morgen.

Den nyudklækkede student var en tur på Café Åland i Aarhus for at fejre den store dag, da det hele tog en uventet drejning – og gjorde dagen endnu mere mindeværdig, end den i forvejen var.

»Jeg fik hue på i morges. Jeg tog ud at spise brunch med min familie, og vi sidder på café Åland i Aarhus. Pludselig siger min moster så, der sidder ved siden af mig: 'Det er sgu da Kasper Dolberg',« forklarer Clara.

Og ganske rigtigt.

Ude foran stod den danske landsholdsangriber, inden han selv skulle ind på en café. I bunden af artiklen kan du se billeder af en anden landsholdsprofil, der mødte et sæt glade studenter.

Og selvom det for nogen kan virke grænseoverskridende at skulle henvende sig til en kendt person, der slet ikke kender en, var Clara og hendes moster ikke et sekund i tvivl.

»Min moster spurgte mig, om han ikke skulle skrive i min hue. Så løb vi ud med den og spurgte, om han ikke ville skrive i den,« forklarer Clara.

»Han skrev Kasper i den, og så snakkede vi to-tre minutter om hans operation, inden han skulle videre, og jeg skulle ind til min familie igen.«

Clara viser huen frem med Dolbergs hilsen.
Clara viser huen frem med Dolbergs hilsen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Den 24-årige landsholdsangriber blev skadet for knap tre uger siden i Danmarks sejr over Frankrig, hvor han slog sin skulder af led.

Det har kostet en operation og er skyld i, at han tilbringer noget af sin ferie med en slynge.

Derfor gav Clara ham et ønske om en god bedring, inden de skiltes.

»Jeg var sådan helt 'whaaat'. Jeg bor i Aarhus, og der er ikke så mange kendte herovre. Det var da lidt sejt, og man var lidt starstruck. Især fordi jeg var i Parken, da Danmark spillede mod Kroatien for nylig,« siger Clara om det vilde møde.

For at gøre det endnu vildere er Kasper Dolberg faktisk den første, der skrev i Claras hue.

»Det er lidt sejt og lidt blær at kunne sige, at Kasper Dolberg skrev i den. Det er et sjovt minde at have, nu er den pludselig flere penge værd,« siger hun og griner.

»Jeg var så høj på endorfiner i forvejen i forhold til, at jeg havde fået hue på. Så jeg var ikke i tvivl om, hvorvidt jeg skulle løbe over til ham. Havde han sagt nej, havde han sagt nej,« tilføjer hun om at gå op til Nice-spilleren.

Generelt er hun bare dybt taknemmelig over, at landsholdsspilleren tog sig tid til at skrive en lille hilsen.

»Det er bare pisse god stil af ham. Det betyder så lidt for ham, men så meget for os andre. Jeg har set, at Schmeichel også har gjort det. Kæmpe cadeau til dem, for det tager dem vitterligt tre sekunder af deres tid.«

Og netop billederne af Kasper Schmeichel, der skriver under i et par studenterhuer, kan du se her. Tidligere på ugen gjorde Joakim Mæhle det samme. Læs historien her.

Kasper Schmeichel skrev en lille hilsen i et par studenterhuer midt i København.
Kasper Schmeichel skrev en lille hilsen i et par studenterhuer midt i København. Foto: Privatfoto
Vis mere
Kasper Schmeichel mødte et par heldige studenter.
Kasper Schmeichel mødte et par heldige studenter. Foto: Privatfoto
Vis mere