Nederlaget mod Røde Stjerne har ramt FCK-aktien, der onsdag morgen er faldet med 10,5 procent.

Det er ikke uden omkostninger at misse et Champions League-gruppespil for en børsnoteret fodboldklub.

Efter FC Københavns bitre nederlag efter straffesparkskonkurrence til Røde Stjerne tirsdag aften, har Parken Sport og Entertainment (PSE), som ejer FCK, kunnet notere en solid mavepuster til aktien.

Onsdag morgen er aktien faldet med 10,5 procent, hvilket er det største fald på en dag for aktien i ti år.

Det betyder, at Parken Sport & Entertainments værdi er faldet med 123 millioner kroner efter kampen. Efter faldet er klubben 1,06 milliarder kroner værd.

Allerede tirsdag aften efter nederlaget valgte PSE at nedjustere forventningerne til årets resultat før skat med 25 millioner kroner, da udsigten til Champions League-millionerne var væk.

FCK havde spillet 1-1 i Beograd og stod ellers med gode kort på hånden for at spille sig frem til den afgørende playoffrunde om en plads i Champions Leagues økonomisk lukrative gruppespil.

En vild straffesparkskonkurrence over 22 spark tirsdag endte dog, da Jonas Wind, som sparkede for anden gang, misbrugte.

De danske mestre kan fortsat komme i et europæisk gruppespil, men det bliver i Europa League, hvor pengene er markant mindre. Her skal holdet først igennem en afgørende playoffrunde.

Det bliver to opgør mod enten Riga FC fra Letland eller finske HJK Helsinki.

Inden nederlaget til Røde Stjerne lød forventningen på et overskud før skat i lejet 85-100 millioner kroner, mens det nu lyder på 60-75 millioner kroner.

Den nye forventning er lavet ud fra, at FCK kvalificerer sig til Europa Leagues gruppespil.

/ritzau/