Det endte med kun at være lige ved og næsten for FC Midtjylland, der tirsdag aften vandt 1-0 på udebane mod APOEL Nicosia, men alligevel måtte se den samlede sejr gå til cyprioterne.

APOEL havde vundet 2-1 i det forrige opgør i Herning og gik dermed videre på reglen om udebanemål.

En stor skuffelse for midtjyderne, der forgæves forsøgte at jagte det andet mål, der ville have sendt dem tættere på drømmen om det forjættede Champions League. Efter kampen har Kian Hansen givet udtryk for, at holdet særligt i anden halvleg ikke traf de rigtige valg.

»Vi skulle have spillet med nogle flere lange bolde, for vi skabte ikke noget ved at forsøge at spille os til chancerne,« sagde Kian Hansen til Jyllands-Posten, mens anfører Bach Bak på klubbens hjemmeside konstaterer, at holdet havde organisationsproblemer mod APOEL.

Midtjydernes nye cheftræner, Jess Thorup, erkender, at spillet i anden halvleg ikke fungerede, men afviser, at han drejede på de forkerte taktiske håndtag.

»De lange bolde var vores plan B, som vi også havde trænet, og det var helt med i 'gameplanen'. Men det var ikke meningen, at vi skulle gøre det fra første minut, og jeg tror heller ikke, det er det, Kian mener,« siger cheftræneren.

»Vi havde en forventning om at kunne spille den langs jorden i anden halvleg, og det kunne vi også, men vi kunne ikke skabe chancer. Den sidste halve time ender vi vel med at skifte tre angribere ind, så alt, hvad vi har, er inde. Og til slut slår vi rigtig mange lange bolde for netop at få den tilfældighed, der skulle ende med at give os scoringen og den samlede sejr,« fortsætter han.

Med et kvarter igen sendte Thorup den 201 centimeter høje targetman Paul Onuachu på banen, hvorefter boldene begyndte at blive høvlet op mod nigerianeren. Dog uden midtjysk succes.

»Jeg er enig med Kian i, at vi ikke får nok ud af de lange bolde, som vi får slået til Duncan og Paul (Onuachu, red.). Vi får ikke de chancer og lagt det tryk, som vi gerne ville, og det er klart, at det må vi evaluere på,« siger Jess Thorup, der ærgrer sig over, at chancerne udeblev.

»Men vi må også bare erkende, at APOEL spiller en internationalt rigtig, rigtig flot anden halvleg. De trækker tempoet ud af kampen, får masser af dødbolde og fremprovokerer en masse ting, så det bliver en rigtig ujævn og uskøn halvleg på deres præmisser,« siger han og tilføjer:

»Det var jo ikke det, vi havde håbet på eller ønsket os, men desværre får vi ikke rigtig lagt tryk på og skabt de chancer, vi skal, og det er det, jeg er allermest ærgerlig over.«

Næste opgave for FC Midtjylland er i Superligaen på mandag, hvor Ulvene skal på besøg hos AaB.