Manchester City virker urørlige i Premier League, men træner Josep Guardiola roser holdets hårde arbejde.

Ingen over. Ingen ved siden af.

Sådan virker Premier League set med Manchester City-briller, efter at klubben lørdag hentede sin 16. sejr i træk i ligaen.

Tottenham var på besøg hos topholdet, der igen tromlede løs og vandt opgøret 4-1.

 
Med en sejr på 4-1 over Tottenham viste Manchester City, hvorfor de er favoritter til at vinde Premier League i år.
Vis mere

Manchester City topper helt suverænt Premier League med forrygende 52 point, mens man dårligt kan få øje på nummer to, som er Manchester United med 38 point for en kamp færre.

Målscoren lyder på 56-12, og mens det hele går Citys vej i øjeblikket, så fremhæver træner Josep Guardiola i højere grad holdets arbejdsiver end det flotte spil og de mange scoringer.

»Det var solidt og godt mod et hold, som kræver, at man er intens uden bolden. De har god kvalitet, men vi spillede virkelig godt og slog et af ligaens stærkeste hold.«

»Vi er et ydmygt hold, når vi ikke har bolden. Det er svært at forestille sig, hvor godt Kevin De Bruyne spiller med bolden, men han løber som en spiller i Conference League (lavere række i England, red.).«

»Det gør det hele nemmere for klubbens manager,« siger Josep Guardiola ifølge AFP efter sejren.

Manchester City satte rekord i Premier League med 15 sejre i træk i ugens løb, og nu kan Guardiola skimte sin egen rekord med sejre i træk.

Den lyder på 19 af slagsen, da han stod i spidsen for Bayern München.

Guardiola er udmærket klar over, at han han er blevet givet midler af Citys Abu Dhabi-baserede ejere, så han kan købe spillere, som andre klubber må drømme om.

»Siden august har vi været glade, og jeg beundrer mest, hvordan vi spiller uden bolden. Tak til klubben for at give mig disse fantastiske spillere,« siger Guardiola.

Christian Eriksen scorede kampens sidste mål for Tottenham, der efter nederlaget ligger på syvendepladsen med 31 point.

/ritzau/