City-whistleblower med opsigtsvækkende opråb: Frygter for sit liv
Manden bag en række afsløringer om økonomisk storsvindel i fodboldverdenen mener han er i risiko for et attentatforsøg.

Manden bag en række afsløringer om økonomisk storsvindel i fodboldverdenen mener han er i risiko for et attentatforsøg.

Football Leaks-whistleblower Rui Pinto frygter for sit liv efter meldingen om, at portugisiske myndigheder ikke længere vil tilbyde ham vidnebeskyttelse.
Det skriver han fredag aften i et opslag på det sociale medie X.
»I lyset af disse omstændigheder har jeg intet andet valg end inden for de næste par dage at flytte til et hemmeligt sted på ubestemt tid på grund af de mange dødstrusler, jeg har modtaget, og den alvorlige risiko for et attentatforsøg mod mig,« skriver han i opslaget.
Tidligere på ugen oplyste portugisiske myndigheder, at Rui Pinto har mistet vidnebeskyttelsen i Portugal. Den 37-årige har boet på en hemmelig adresse siden 2020, men fra den 10. oktober ophører Pintos vidnebeskyttelse.
Han indgik ellers aftalen om beskyttelse for at give myndighederne adgang til millioner af filer, han havde indsamlet, før han blev anholdt af politiet i Ungarn, året før.
I en pressemeddelelse offentliggjort fredag på X kritiserer whistleblowerens advokater myndighedernes beslutning:

'Hans situation er nu kritisk. Truslerne mod ham er ikke kun teoretiske; i april sidste år blev han offer for et overfald i Lissabon, står der i pressemeddelelse.
Advokaterne fremlægger ikke dokumentation for overfaldet, men hævder, at hans afsløringer af økonomisk snyd i fodboldverden har udsat ham for fare fra magtfulde aktører.
En af de afsløringer omhandler blandt andet Premier League-storklubben Manchester City, der tidligere på ugen blev fundet skyldig af en uafhængig kommission i at begå 114 regelbrud mellem 2009 og 2018.
Siden afgørelse er Rui Pinto blevet gevaldigt aktiv på sociale medier. Den 37-årige portugiser er manden bag Football Leaks, der i 2015 offentliggjorde bunkevis af dokumenter, der antydede korruption og økonomisk svindel i europæisk fodbold.

Rui Pinto er selv blevet idømt fire års betinget fængsel i september 2023, hvor han blev fundet skyldig i forsøg på afpresning og i ulovlig adgang til data og korrespondance.
Onsdag rettede han også en opsigtsvækkende anklage mod Fifa-præsident Gianni Infantino. Læs mere om den HER.