Sergio Agüero var RASENDE.

Manchester Citys argentinske stjernespiller blev tydeligt provokeret og antastet af en 'fan', som - sammen med mange andre euforiserede tilhængere - var løbet ind på banen efter Wigans noget chokerende 1-0-sejr over stjerneholdet i FA Cup'en mandag aften. Og så tog argentineren selv affære og svingede højrelappen ud efter baneløberen.

Tingene var så meget oppe at køre, at Wigans forsvarsspiller Cheyenne Dunkley sammen med Manchester Citys træner Mikel Arteta og fysioterapeuten Steven Lilley måtte holde Sergio Agüero tilbage - og alligevel prøvede angriberen at slippe fri for at få sagt ordentligt goddag til den provokerende baneløber.

Se optrinnet i videoen herunder.

Wigan, der ligger i toppen af League One, kan nu formentlig se frem til sanktioner fra det engelske fodboldforbund FA. Og Wigans øverste chef, David Sharpe, var da heller ikke imponeret over tilskuerens opførsel.

»Det er ikke rart at se. Fodbold er lig med følelser, det er, hvad det gør ved fansene. Men jeg bryder mig ikke om at se det her. Det er et kæmpe resultat, men vi er nødt til at vise god stil i sporten. Jeg bryder mig ikke om det, som jeg ser her,« sagde han efterfølgende ifølge Daily Mail.

Sergio Agüero bliver eskorteret fra banen efter sit raseriudbrud.
Sergio Agüero bliver eskorteret fra banen efter sit raseriudbrud. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Om Sergio Agüero står til en disciplinærstraf, må den kommende tid vise.

Kort tid efter slutfløjtet på League One-holdets hjemmebane invaderede flere hundrede fans banen. Mens spillerne stadig var ved at sige tak for kampen. Det var her, at tingene eskalerede (igen) i en kamp, der allerede i første halvlegs afslutning bød på massiv dramatik, denne gang dog blandt spillere og vel mest trænerne i dette tilfælde.

Manchester Citys forsvarsspiller Fabian Delph blev præsenteret for et direkte rødt kort, da han sugede al kraft ud af Max Power med en benbrækkertackling med strakt ben, der heldigvis ikke bød på andet end lidt smerter til modstanderen. Kampens dommer hev ellers først det gule kort op af lommen, men det blev hurtigt vekslet til en badebillet efter headsetkontakt med en dommerkollega.

Se episoden i toppen af artiklen.

Rødt kort! Anthony Taylor bliver jagtet af Sergio Agüero (tv) og David Silva (th).
Rødt kort! Anthony Taylor bliver jagtet af Sergio Agüero (tv) og David Silva (th). Foto: CARL RECINE
Vis mere

På sidelinjen gik der diskussionsklub i den mellem manager Pep Guardiola og Wigans træner Paul Cook. De to trænere var tydeligvis ikke enige om dommerens beslutning og fortsatte også skænderiet i spillertunnellen i pausen af opgøret, men ingen af parterne havde lyst til at skrige det op til det helt store efterfølgende.

Wigans manager Paul Cook får en 'peptalk' af Guardiola.
Wigans manager Paul Cook får en 'peptalk' af Guardiola. Foto: CARL RECINE
Vis mere

  • Cook: »Lad os tale om kampen. Der bliver gjort meget ud af tacklinger. Jeg synes, det var et rødt kort, og det gjorde Pep ikke. Jeg står ved min holdning, og det var en stor faktor i kampen. Dommeren takserede det til et rødt kort, og det er det.«
  • Guardiola: »Hvis du vil spørge mig om fodbold, så spørg. Der skete ikke noget i tunnellen. Han (Cook, red.) burde blive i sit tekniske område, det er det hele. Wigan var en meget aggressiv modstander.«

LÆS MERE: OL-stjerne i tårer efter bryst-ups: Nu vælter kritikken ned over tv-kanal

Wigans enlige mål blev scoret af angriberen Will Grigg, der blev kult under EM i Frankrig i 2016 - læs hvorfor i denne historie. I kvartfinalen skal Wigan møde Premier League-holdet Southampton.