I sommerens transfervindue var Arsenal og Manchester United ude efter Sevillas defensive midtbanespiller Grzegorz Krychowiak uden dog at gøre alvor af interessen.

Nu ser det ud til at være Arsenal og Uniteds ærkerivaler fra Manchester City, der jagter polakken med et prisskilt i omegnen af 214 millioner kroner. Det skriver den engelske avis The Telegraph.

På trods af Arsenal og Arsene Wengers manglende vilje til at betale prisen for polakken, der fik en plads på årets La Liga-hold sidste sæson, skulle interessen for midtbanespilleren være intakt.

Dog melder The Telegraph ligeledes, at City-manager Manuel Pellegrini er begyndt at 'planlægge til fremtiden' med henblik på et sommerbud i 2016.

Manchester City møder netop Sevilla og Krychowiak i onsdagens tredje runde af Champions League-gruppespillet.