Josep Guardiola roste sit Manchester City-hold og især Sergio Agüero efter storsejren på 6-0 over Chelsea.

Mens Chelsea-manager Maurizio Sarri hang med klarinetten, så strålede Manchester City-manager Josep Guardiola søndag.

Manchester City ydmygede Chelsea og vandt opgøret i Premier League med 6-0 efter blandt andet et hattrick af 30-årige Sergio Agüero.

- Jeg har sagt det mange gange. Sergio scorer altid en masse mål i hver sæson. Jeg beundrer den slags spillere for deres konsekvens.

- Unge spillere dukker op, men nogle spillere bliver der i lang tid. Det er fantastisk, siger Guardiola ifølge BBC.

Han kunne sole sig i storsejren, som betød, at Manchester City ligger på førstepladsen i Premier League.

City har ligesom Liverpool 65 point, mens Tottenham følger efter på tredjepladsen med fem point færre. City har en noget bedre målscore nu, men har også spillet en kamp mere end Liverpool.

- Vi må vente og se, når Liverpool har mødt Manchester United på Old Trafford. Vinder de den, så er de foran os, men jeg er stolt lige nu. At vi stadig er der i hver kamp, efter hvad vi leverede i sidste sæson, betyder meget for mig.

- Vi har 11 kampe tilbage, og vi vil forsøge at genvinde titlen, siger City-manageren.

Han kunne se sit mandskab flyve afsted og bringe sig foran 4-0 efter 25 minutter, og så lignede opgøret en lukket kamp, hvor Sergio Agüero leverede et hattrick for anden ligakamp i træk.

- Det var fantastisk. En fantastisk kamp. Vi var heldige at score tre mål på de fire første chancer. Efter 3-0 var de bedst, men efter 5-0 var det ikke nemt for dem.

- At score seks mål mod Chelsea, efter den måde vi spillede på, er fantastisk. Spillerne er fantastiske. Jeg troede ikke, vi ville score så mange mål.

- Vi mødte Arsenal og Everton og havde få dage til at restituere, og Chelsea er et hold, der tager fat i bolden og spiller fantastisk. Det er derfor, jeg er så tilfreds, siger Guardiola.

Manchester City har vundet de tre seneste ligakampe og scoret 11 mål i de kampe.

/ritzau/