Rygterne har svirret blandt klubbens fans.
Og nu har Manchester City-legenden Andy Morrison afsløret, at han er blevet diagnosticeret med Ramsay Hunt-syndromet.
Den tidligere kaptajn og nuværende fanambassadør i klubben offentliggjorde nyheden i en følelsesladet video på X ifølge The Sun.
»Bare en hurtig opdatering. Jeg har fået en masse beskeder, fordi ting bliver sagt og går tabt i oversættelsen, men for ni dage siden fik jeg diagnosen Ramsay Hunt-paralysesyndrom, som dybest set er en kranienerve, der angribes i hjernen, startet af en virus,« siger Andy Morrison.
»Jeg skal nok komme igennem det her, det er dag ni, det har nok været den hårdeste dag til dato,« tilføjer han.
Videoen kan ses i bunden af artiklen.
Ramsay Hunt-syndromet er en neurologisk lidelse forårsaget af en virus i ansigtsnerven. Sygdommen rammer cirka 5 ud af 100.000 mennesker, hvor for eksempel superstjernen Justin Bieber tidligere har været ramt.
Andy Morrison spillede i Manchester City fra 1998 til 2002.

